Tandlægebesøg

I den forgangne uge var jeg til tandlægen med Ida. Det er vi ret jævnligt, da Ida ved 2,5 års alderen fik fundet en tand med dårlig emalje. Det er noget der er medfødt og ikke noget der skyldes dårlig tandbørstning (har jeg altid sådan en trang til at understrege), men det betyder at hendes tand, en kindtand, nærmest smuldrer væk. Den tand er der derfor blevet holdt ekstra godt øje med og Ida har været til tandtjek med den et par gange om året og fået lagt flour på.

Ved sidste tjek vurderede tandlægen dog, at der nu var for stor risiko for at der skulle udvikle sig karies i tanden og den skulle bores og fyldes med plast. Hun gennemgik derfor hele forløbet med Ida, på den mest pædagogiske måde og virkelig i børnehøjde, og gav os en ny tid 3 uger senere.

Ida tog det hele som en oplevelse og glædede sig bare til at komme igen og få en glat tand i stedet for den dårlige ru tand. Og den pige holder bare aldrig op med at imponere mig, for da det så blev tid til det store indgreb blev det også taget i stiv arm. Hun lagde sig bare op, åbnede munden og lod sig uden vrøvl bedøve og herefter boret og gjort ved.

Tandlægen havde hele vejen igennem en god kontakt med Ida og holdt mange pauser og snakkede og forklarede. Er sikker på det gjorde hele forskellen. Tidligere har vi været ved en anden tandlæge (hende der først opdagede den dårlige emalje), hvor det blot endte med at Ida skreg og ikke ville åbne munden uden tvang – ikke særlig rart for hverken barn eller mor. Så hatten af for den virkelig dygtige børnetandlæge, der kunne gøre noget, der ellers godt kunne ende som et lidt småtraumatisk minde, til en så god oplevelse for både Ida og jeg.