Jeg er gennem de seneste år blevet rigtig dårlig til at se programmer, der bliver sendt i fjernsynet. Det er sådan langsomt kommet snigende i takt med at mulighederne for at se alverdens serier lige når det passer mig (eller bare liiige kan klemmes ind) er blevet betydeligt flere. Og så er jeg bare ikke god til at huske, hvornår ting, jeg egentlig gerne vil se, bliver sendt. Bortset fra Deadline. Konsekvensen er, at jeg stort set aldrig kan snakke med om “den der gribende dokumentar, den anden aften” eller ved hvilke reality-deltagere, det er jeg ser billeder af i de kulørte blade, vi gerne bladrer igennem i vores frokostpauser. Det er selvfølgelig ikke de...

Jeg har en lille internethobby – eller jeg har selvsagt mange, men denne ene lille en er lidt en guilty pleasure agtig en af slagsen. Guilty, fordi jeg for det meste også synes det er sådan lidt corny. Og pleasure, fordi det lige meget hvad, stadig har en kæmpe underholdningsværdi (for mig i hvert fald). Jeg taler selvfølgelig om citater, billedcitater, seriecitater, kat/baby/andet-slags-dyr-ser-sjov-ud-på-billede-med-skrift-henover-citater osv. i den dur. Og her er jeg ikke kræsen. Jeg er både til det sjove og rare; det åh-så-sande;  det lommefiloofiske; og det mere spøjse; og alt der imellem og jeg kan hurtigt blive fanget af at sidde og klikke rundt og læse (og grine af) mange af denne slags små...

10 things I hate about you – hvor kan jeg sige mange positive ting om den film. Og for at starte med det bedste, Heath Ledger. Åh altså… Måske lige bortset fra håret. Det var ærlig talt ikke så heldigt – men han kom efter det og det var jo tydeligt for enhver, hvilket potentiale, der her blev præsenteret lige for vores klare uskyldige teenagepige øjne 🙂 Og dernæst, hvad der, set i bakspejlet, har vist sig at være næsten lige så godt, Joseph Gordon-Levitt…   Men altså, hvis jeg skal (og det har jeg så besluttet mig for, at jeg skal) nævne kun én eneste film, der har været signifikant i min ungdomstid og...

Jeg har en hemmelig online-ven. Vi har aldrig mødtes i det virkelige liv – og kommer heller aldrig til det. Vi har endog aldrig udvekslet et eneste ord med hinanden. Men vi deler en fælles passion. I det skjulte. En guilty pleasure (i hvert fald fra min side), hvor vi kontinuerligt holder liv i hinanden. Vi spiller Candy Crush Saga. Og da jeg personligt nægter at gøre dette til alle mands viden og problem, nægter jeg at connecte til spillet vis Facebook og ej heller at betale noget for det er mine medspiller “venner” de eneste jeg kan belemre med ekstra liv-anmodninger. Så det gør jeg, belemrer dem. For tænker, at dem der har oprettet...

Sad lige her tirsdag aften og så Dokumenia på DR2 – idag med dokumentaren om Gasolin’ og blev ramt af en dejlig nostalgisk følelse. Selv er jeg alt for ung til at have oplevet en tid, hvor Gasolin’ stadig var et eksisterende band. Alligevel har Gasolin’ og deres musik, været en stor del af min barndoms og ungdoms soundtrack. Gasolin’ er mit eget ikke-eksisterende minde om 1970’ernes København. Christianshavn, Voldene, neonlys over Rådhuspladsen en mørk aften, et Olsen-banden agtigt gadebillede, Langebro og HT-busser med rødt imiteret læderbetrukne sæder og det der aflange sæde på tværs oppe foran i bussen, min mor og fars ungdom ude på Amager og historien om den nytårsaften i 1972, hvor...