#Idas garderobe

Her ser du Idas garderobe. Som i, dette er alt Idas tøj! Alt hvad hun går i. Alt hvad hun kan og vil have på for tiden.

Udover dette har hun omtrent 10 par underbukser og 7 par strømper hun kan tolerere at have på. Det er ikke meget, når det også skal dække over ekstra tøj i børnehaven og et par dages fri mellem tøjvaskeri! Undertrøjer og nattøj er generelt ikke noget Ida bruger. Til sommer har hun 6-7 nederdele, jeg regner med hun tager i brug igen, men så længe hun i vintermånederne skal have noget langt på benene bryder hun sig ikke om at have et ekstra lag udover. Så i vintermånederne er Ida lid af en “buksepige”, på trods af hun faktisk er en sand kjoleelsker. Om sommeren er det hele meget lettere, når der bare skal trækkes i nederdel og T-shirt.

Det har i perioder gået mig meget på, at det skal være så bøvlet at finde tøj til Ida. Men efterhånden er det blevet en helt naturlig ting, at det at være Idas mor (også) betyder, en evig søgen efter perfekte benklæder og en særligt kræsen udvælgelse af hendes tøj i øvrigt. For udover at have en oversensitivitet i sin taktilsans (ikke taktilsky, da dette dækker over et lidt andet begreb), har Ida også en meget klar holdning til, hvad der er flot tøj og flot til hende. En erfaring jeg i denne forbindelse har gjort mig er, at det kan betale sig at betale for kvalitet, for finder vi først noget hun kan lide, går hun gerne med det meget eksklusivt i de perioder, hvor det føles godt. Så hellere lidt, godt tøj der bliver brugt end meget der blot ligger til frustration i klædeskabet.

Idas oversensitivitet eller forstyrrelse i følesansen, kald det hvad du vil, er efterhånden noget vi alle har accepteret, at vi vedvarende skal lære at leve med. Det kan mildest talt være irriterrende og frustrende, ikke mindst for Ida selv, der jo kun bliver mere og mere bevidst om sin egen påklædning. Men jeg har efterhånden også fundet en ro i det, som jeg er sikker på også smitter af på Ida.

Vi har efterhånden været vidt omkring med Idas sensitivitets-issues: hos egen læge, til kranio-sakral massage, neurologisk børneambulatorium på Rigshospitalet, ergoterapi, pædagogisk/psykolgisk rådgivning, interviewet til Vores børn, til Magasinet Lime og, fordi jeg er sikker på det hænger sammen med, at Ida er særligt sensitiv, også interviewet til denne (gode!) bog. Alt dette har givet os og jeg mulighed for at høre, læse og tale en masse med/om andre med lignende udfordringer – og alene det at få følelsen af ikke at stå helt alene med denne slags udfordringer er en kæmpe lettelse. En af de ting jeg især har taget til mig, var da en af mine kollegaer sagde til mig, at hun ganske enkelt havde valgt ikke længere at bekymre sig så meget om hendes ældste datters påklædning, da jeg, efter vi havde talt os frem til vores døtres meget enslydende tøj-issues, spurgte ind til, hvad hun gjorde, når det blev koldere i vejret og ens barn nægtede at tage varmere tøj på. Det gav med det samme helt vildt god mening for mig – og gør stadig. For hvorfor blive ved med at søge den samme konflikt igen og igen, i stedet for at lytte til sit barn?

I børnehaven er vi og Ida blevet mødt med en oprigtig forståelse og respekt for den beslutning og de udfordringer de ved Ida har med sit tøj. Her får hun lov til på daglig basis at glide i intet andet end de glatte prinsesse-udklædningskjoler hun har med hjemmefra, så snart lejligheden byder sig. Skal de ud får Ida god forberedelsestid i forhold til at skulle i tøjet og i flyverdragten (den ulideligt omklamrende, varme sag!) og det er helt ok, at hun kun har en enkelt langærmet bomuldsbluse på under overtøjet. Hun nægter pure at have flere lag på, selvom vi andre synes det er lige koldt nok. Men hun kan øjensynligt klare det og hun er (7-9-13) stort set aldrig forkølet. Til gengæld undgås der mange uhensigtsmæssige konflikter og frustrationer med alle disse små tiltag og særlige aftaler, og det giver ro i både mit sind og i særdeleshed også i Idas.

Så derfor er dette hele Idas garderobe og det er bare helt okay!