Når mødre er fjollede – og en lille smule irriterende

– og lad mig hurtigt starte med at gøre klart, at undertegnede på ingen måde skal se sig fri for at høre under denne overskrifts betegnelse.

For der sker nu en gang et eller andet i hovedet på kvinder, når de bliver mødre (og ganske givet også i hovedet på mænd, når de bliver fædre) og man pludselig er ved at skabe sig en ny identitet som nogens mor og en form for identitet for ens lille nye purk.

I den branche, hvor jeg arbejder til daglig, kan vi se mønstrene i og på hvilken måde, særligt mødrene, materialisere disse nye identiteter. Hvilke brands og tendenser man identificere sit barn og sit forældreskab med. Det er sjovt at se, følge med i og ikke mindst arbejde med og man vil helt sikkert kunne sige en masse spændende marketingsrelateret omkring dette. Men det er slet ikke den vej jeg vil med dette indlæg. Det er mere for at sige, at vi er mødre på så mange forskellige måder og samtidig på så mange ens måder.

Og alle mødre bliver mere eller mindre fjollede, rent objektivt set. Vi siger og gør ting ud fra de underligste rationaliseringer oppe i vores hoveder, hvilke jeg tror, mest af alt handler om, hvordan vi gerne vil ses og identificeres som mødre og familie.

Da mine piger var små gik jeg fx meget op i at omtale dem på den måde, der (i mine ører i hvert fald) fik dem til at lyde mest baby’et. Altså, i stedet for at sige “Hun er 3,5 måned gammel”, sagde jeg hellere “hun er omkring 12 uger”. Jeg ventede også med at gå fra mælk til skemad så længe som muligt (inden for sundhedsplejerskens og lægens anbefalinger naturligvis) for at bevare baby-livet længst muligt. Jeg gjorde det, fordi jeg virkelig trivedes SÅ godt med at være baby-mor og gerne ville strække den oplevelse længst muligt. Modsat ved jeg, at andre har det lige omvendt og gerne vil ud af spædbarns/baby perioden hurtigst muligt.

Ligesom jeg kender andre mødre, der går vildt meget op i hvilken af de “Vidunderlige uger” deres barn pt. befinder sig i så de derved kan hænge hver en utilfreds episode/periode i babys liv op på en læsbar forklaring. Andre igen går meget op i, at baby ikke skal ændre deres vaner og livsmønstre. Nogle, at baby selvfølgelig kan komme med overalt og være en del af alt, hvad man foretager sig. Mens det er vigtigt for andre at lægge alt andet til side for en stund og kun være i Babyland. Alt sammen ting, der på tværs af de forskellige forældresyn måske ikke giver særlig meget mening, hvis overhovedet nogen. Men for den enkelte mor (eller far) har en kæmpe betydning for deres nye identitetsdannelse.

Selv holder jeg af, nu hvor der ikke kan klemmes noget som helst babyagtigt ned over mine piger og det med månederne har størst betydning for hende der er 4 og et halvt!, at bruge betegnelsen pseudotvillinger om mine børn. Det er måske et lidt fjollet begreb i nogles optik, men personligt har jeg syntes godt om det, siden jeg lærte det at kende den gang vi havde fået Eva. Men det er først her på det sidste, at jeg er begyndt at bruge det mere konsekvent, når jeg beskriver/omtaler pigerne fx her eller på Instagram.

Faktisk er det gået op for mig, at jeg udelukkende bruger ordet pseudotvillinger på skrift, aldrig når jeg er ansigt-til-ansigt med nogen og fortæller om pigerne. Der siger jeg altid at der er 1,5 år imellem dem eller slet og ret hvor gamle de er, og så er det forskelligt fra person til person, om de selv kender til pseudotvillinge-begrebet og nævner det. Den skelnen mellem min brug af ordet i skrift og tale, er egentlig ikke noget jeg har reflekteret over før nu, men måske det er fordi en underbevidst del af mig også finder det en lille smule fjollet? For jeg skal da også være ærlig at indrømme, at jeg også bruger betegnelsen for at gøre mig selv (som mor) lidt mere interessant. Men også fordi jeg synes, det er en hammersej bedrift! Ikke på sådan en “åh, se hvor hårdt det er for mig, at være forælder”-måde. Nej faktisk tror jeg, at det kan være langt hårdere eller mere udfordrende, hvilket jeg langt bedre kan lide at kalde det, hvis man er forældre til eksempelvis en på 7 og en på 1, fordi aldersforskellen her gør både behov, interesser og muligheder meget mere differentieret end hos to mere jævnaldrende. Så det er på ingen måde for at klage en nød eller søge anerkendelse for, at det er hårdt. Tværtimod.

Men hvad det så lige er jeg ønsker at fremstå som, ved brugen af dette begreb, ved jeg ikke helt præcist. Mest af alt håber jeg, at folk tænker jeg er lidt af en hardcore mor-type på den der cool og afslappede måde. Det er i hvert fald det forældre-image jeg jeg helst vil identificeres med og det billede jeg oftest muligt forsøger at projicere ud i verden af mig selv som mor.

Nogle gange bliver det også lidt irriterende – jeg kan godt selv se det. Det kan nogle gange bare være svært at stoppe sig selv 🙂 Og egentlig synes jeg heller ikke, at man nødvendigvis skal gøre det. Altså stoppe sig selv. For er et ikke en del af enhver kvindes ret, at fremhæve sine egne übercool, sparker-røv mor-egenskaber? Og gerne startende med hele den forkromede fødsels-, kejsersnits- eller adoptionsberetning, der jo i sig selv må betegnes som noget af det vildeste man som kvinde kan være heldig at komme ud for. Og en oplevelse som jeg tror det er svært at komme ud på den anden side af uden at føle sig langt over gennemsnittet i sejhed.

Ros dig selv! – også som lige præcis den mor du er, ønsker og vælger at være, for det er da lidt af en bedrift.

 

Husk du kan følge med i pralerierne på Facebook, Instagram og Bloglovin’.