I går holdt jeg damefrokost for damerne i min familie. Jesper var til oktoberfest. Ida og Eva blev derfor sendt til farmor og farfar. Det er første gang Eva bliver passet ude og med en overnatning. Så længe her var gæster og gang i den, tænkte jeg ikke så meget over det. Men da gæsterne var taget hjem og jeg sad helt alene hjemme, var det godt nok underligt. Tiltrængt og rart, men godt nok underligt og en lidt tom fornemmelse at gå i seng uden nogen at sige godnat til. Men jeg nød det også og at vide man ikke ville blive vækket i løbet af natten og kunne sove til man vågner af...

Vi har ret mange billeder af Ida, hvor hun gør sådan her: Ida februar 2010, knap 9 måneder gammel og en 1-tandet, skoldkopperamt lille trold. Selv når der ikke var blitz på kneb hun øjnene sammen, ja nogle gange bare når vi har taget kameraet frem. Nu er det ved at gå over igen. Eva har vi kunne tage alle de billeder af vi ville, uden hun kneb øjnene sammen. Går ud fra det er fordi hun indtil nu, har manglet det der handling->konsekvens-center i hjernen. Det er blevet udviklet nu. Så nu gør Eva det også: Eva oktober 2011, knap 9 måneder gammel.

Da Ida i sin tid fik sit eget værelse lavede jeg disse bogstaver til hendes dør og tænkte allerede dengang, at det skulle blive hyggeligt at lave et navn mere og sætte på døren på et tidspunkt. Bogstaverne, der er fra Panduro, er dog i mellemtiden (selvom vi var hurtige til at få en 2’er) udgået fra deres sortiment. De har i stedet fået nogle andre i en anden skrifttype, som jeg har købt til Evas navn. Og når de nu ikke kunne blive helt ens, synes jeg heller ikke de skulle prøve at være lidt ens, så har derfor også valgt noget helt andet papir at beklæde dem med. Det store “&” fandt jeg...

Jeg er ved at have fået godt styr på de påsyede lommer. Det er ellers noget der har drillet mig lidt, men øvelse gør som sagt mester. Jeg har både fået lavet vellykkede lommer med tittekant på en buksedragt til Eva (der desværre nærmest nåede at blive for lille til hende inden den kom helt igennem symaskinen, så den må nok bare videre i arvefølgen) og et på en rundskåret nederdel til Ida, der heldigvis passer helt perfekt på den lille dame.

Ida har forresten også fået nye fine støvler. Det er nogle der lyser godt op på vej til vuggestuen. – Posted using BlogPress