Dette indlæg kom egentlig på tegnebrættet til at blive udgivet i går, mens jeg gik og gav tøsernes værelse en overordentlig tiltrængt omgang. Men så blev jeg pseudo-distraheret, hvilket greb lidt om sig. Og blot for at lukke den ordentligt, vil jeg gerne pointere, at jeg på ingen måde tænker, at betegnelsen “pseudotvillinger”, i det omfang jeg i ny og næ bruger det om mine tøser, skal være nogen som helst form for hårdheds-indikator. For hvor hårdt det er, at have og få børn er, efter min bedste overbevisning, en ganske individuel oplevelse og har intet at gøre med, hvor mange børn man har og hvor langt interval, der evt. måtte være mellem dem. Men...

Er det fjollet at kalde børn født med omkring 1,5 års mellemrum for pseudotvillinger? Den har været oppe at vende før og er igen i dag blevet taget op her og jeg føler mig selvsagt en lille smule ramt. Jeg omtaler selv Ida og Eva som sådan, både fordi jeg er stolt af min bedrift i denne sammenhæng og sikkert også for at gøre mig lidt interessant, hvilket jeg også skrev en masse om her. Men jeg kan også godt se, at det kan lyde fjollet. Men er det (for) fjollet? Hvem giver det mening for, at give dem denne betegnelse? I min optik kan det godt virke lidt som et “klub-stempel” så andre medlemmer i samme...

Tilbage i december var Jesper, tøserne og jeg på et fotoshoot til en del af Livols on-going kampagne “Hele familiens vitaminpille” som Lahme Kommunikation er bureauet bag. Billederne har vi set forlængst og nyder stadig herhjemme, men det endelige og tiltænkte resultat, har jeg først set ved selvsyn i dag, efter min veninde på Facebook gjorde mig opmærksom på, at hun var stødt ind i os i sin lokale Fakta. For nogle måneder siden havde en af mine kollegaer også set os i Føtex, men jeg har endnu ikke selv set os i nogle af de Føtex’er jeg normalt frekventerer. Men i dag skete det. For hvad gør enhver, der får at vide de står i (næsten)...

Jeg er en heldig mor! Og jeg føler mig mildest talt SÅ taknemmelig over at være mor til lige netop de her 2 tøsepiger, der trods deres dårlige opdragelse, giver mig smil og glæde hver evigt eneste dag. Hver aften går jeg som det sidste, inden jeg selv går i seng, ind og kigger til dem og hvisker et sidste godnat, og næsten hver aften får jeg en lille smule sommerfugle i maven over den følelse de giver mig, når de ligger der i hver deres køje og ånder tungt og dufter af små svedige børn og pigefis. Langt det meste af tiden er de hinandens bedste venner og legekammerater og de leger de mest...

Haves: 2 børn på henholdsvis 4,5 år og 6 år. Haves ikke: en klarlagt opdragelsesstrategi. Kender I de aftner, hvor putningen er startet rigtig godt og hyggeligt, men på en eller anden måde ender med gråd og skrål og MEGET  store ord, hvorefter man alligevel går hen og står på hovedet i skabet for at grave den sovepose frem, der åbenbart er det eneste, der ifølge den lille medister, kan give hende nogen form for nattero? Efter sådan en omgang er det vi mødes til et voksen ø-råd i stuen, hvor vi ser hinanden i øjnene og bliver enige om, at nu må der altså sættes ind med noget af det der opdragelse, vi fra...