Næstefter at snakken falder på “hvad skal barnet hedde” og diskussion af ens egne og andres favoritnavne til både eksisterende og ikke(endnu)eksisterende børn, så er “hvad vil du være, når du bliver stor?” mit favorit samtale emne. I 3.g. var min yndlingslæsning, det der tykke hæfte med en oversigt over (næsten) alle videregående uddannelser. I dag tror jeg næppe sådan et hæfte når et trykkeri, men i stedet findes online og kan derved rumme mange gange flere informationer om alverdens mere eller mindre spændende uddannelsesmuligheder. Og jeg synes faktisk stadig det er spændende at læse om. Og drømme om. Og forestille sig. Og nu, hvor jeg ikke længere står og skal vælge en uddannelse, tænke...

Den seneste tid har jeg været ualmindeligt distræt (i forhold til, hvad jeg plejer at være) og føler at jeg kun med nød og næppe får husket alle aftaler og møder i kalenderen; mine egne aftaler, forældremøder, legeaftaler, familiearrangementer osv. Plus alt det andet, der også skal være plads til. Der er åbenbart grænser for, hvor meget man kan proppe sit hovedet med. Samtidig har jeg de sidste par uger fået ualmindeligt ondt i min venstre kæbe, som jeg tænker kan være alt muligt, men nok mest et lille vink fra min krop til mig om, at huske at slappe lidt af. Så det gør jeg – idag, hvor jeg har ordineret mig selv at...

Er det fjollet at kalde børn født med omkring 1,5 års mellemrum for pseudotvillinger? Den har været oppe at vende før og er igen i dag blevet taget op her og jeg føler mig selvsagt en lille smule ramt. Jeg omtaler selv Ida og Eva som sådan, både fordi jeg er stolt af min bedrift i denne sammenhæng og sikkert også for at gøre mig lidt interessant, hvilket jeg også skrev en masse om her. Men jeg kan også godt se, at det kan lyde fjollet. Men er det (for) fjollet? Hvem giver det mening for, at give dem denne betegnelse? I min optik kan det godt virke lidt som et “klub-stempel” så andre medlemmer i samme...

I går var dagen, hvor jeg havde min debut i DR byen og foran et rullende kamera. Jeg har som sådan næsten altid været frisk på det meste, men har tidligere altid trukket grænsen ved noget med TV-optagelser. Men nu var det alligevel spændende og sobert nok og noget, hvor jeg egentlig også synes jeg havde noget reelt på hjerte omkring, som jeg nu håber, jeg fik udtrykt på en ordentlig og ikke alt for øh-bøh vrøvlende måde. Som jeg skrev her, blev jeg i forrige uge kontaktet af en journalist fra DR2 undersøger, der er i gang med at lave en dokumentar med afsæt i IG-fænomenet Kemoland og søgte lidt baggrundsviden fra følgere af profilen....

Man skal jo udfordre sig selv lidt en gang i mellem og jeg kom derfor i dag til at sige ja, til at stille op til interview til et program på DR2. Som i, ja til at komme på TV. I fjernsynet, hvor jeg både skal ses og høres. Åhh, krummer allerede en lille smule tæer over al det mundgejl jeg ved, jeg kan finde på at lukke ud… Og alligevel sagde jeg ja. For en gang i mellem skal man altså forsøge at flytte sine grænser lidt, synes jeg. Desuden er jeg (åbenbart) mere bange for at gå glip af noget end jeg er for at komme på landsdækkende TV. Allerede inden jeg sagde...