Begejstringen og lykken ville ingen ende tage, da Ida en aften efter putning, kom glædesstr&
Se næste indlæg >
#Forældremobberi
I dag var der dyresamlekort-byttedag i Føtex og ligesom sidste år, tog Ida og jeg ned i den lokale af slagsen, for at se om vi kunne være heldige at få byttet os til nogle af dem vi mangler. Og som den social-media-mom jeg er, postede jeg ovenstående billede og beskrivelse af begivenheden på Instagram og delte det også på Facebook. Her fik jeg straks en kommentar om, at det da måtte være en joke. Helt ærligt! Hvorfor skulle det være en joke? Fordi jeg tilhører det segment af elitære forældre, der burde være hævet over den slags, eller hvad?
Der er i den offentlige debat for tiden blevet skabt en elitær og nedladende retorik om “de der forældre”, der i den grad mangler perspektiv på tilværelsen for ikke at tale om deres store mangel på et livssyn, der rækker udover egen og egne børns næsetip – og som i øvrigt burde tage og tænke meget mere på ofrene i Nepal!
Det er min klare opfattelse, at den gruppe, der shamer gruppen af egocentrerede curlingforældre, er den gruppe, der fylder og larmer allermest i den offentlige debat (og i øvrigt sjældent siges i mod). For hvor er det let at blive enige om, at “de andre” er nogle idioter, og hvor er det let at følge flokken, pege fingre og skabe skyggemonstre, der for størstedelens vedkommende, kun findes i vores forargede snak om dem og i mediernes fremstilling af dem, fremfor i virkeligheden.
Slap nu af, for en type forældre, der går og dyrker den slags samleri for deres børn.
Tænk at gå så meget op i sådan en lille gratis marketing-gimmick.
Godt man som “vi” er solidt hævet over den slags banaliteter.
Vi “suis Charlies” og har vores perspektiver i orden.
Lær I nu hellere jeres børn at tale pænt til hinanden og opføre sig ordentligt… (ligesom vi gør!?)
Ja, den kommentar på min Facebook i formiddags var i den grad noget som provokerede mig (hvilket ellers ikke sker så tit) og som i min optik viser, hvor meget dette er vokset helt ud af proportioner. Og samtidig fik jeg faktisk mine egne tvivl om, hvorvidt jeg nu var ved at påføre Ida evig skade, ved at tage hende med til sådan en arrangement, hvor hun mødte andre børn (og deres forældre, der trods alt virkede forholdsvis rolige og velformulerede i dagens anledning), fik nogle kort og gav nogle væk og, værre endnu, fik både saftevand og kage til!
Vi fik ikke alle de kort vi manglede. Men vi fik nogle stykker. Til os selv og til Idas kusine, som hun har samlet og byttet kort med. Og så fik vi givet en masse væk, vi havde i overskud. Resten klarer vi os foruden, uden at klage til hverken Forbrugerrådet eller Dansk Supermarked. Jeg håber Ida vil huske det hele som et hyggeligt samleprojekt hun, jeg og hendes lidt større kusine havde sammen. Det vil jeg selv huske det som, men også ærgre mig over alt den polemik, der er opstået omkring det.
Jeg har altid været meget sikker på mig selv som forælder generelt. Jeg er et veluddannet og fornuftigt menneske og jeg tager de fleste ting oppe fra og ned, lader mig ikke styre af en overordnet agenda, men navigerer som regel efter egen mavefornemmelse, også når det gælder børneopdragelse. Men jeg kan godt forstå, hvis nogle synes det er svært og jeg kan specielt godt forstå, hvis man synes det er svært at navigere rundt i “de rigtige” forældreholdninger og standpunkter, når man risikerer at få sig et ordentlig dunk i hovedet, hvis man kom til at ytre sig en holdning fra “den forkerte” grøft. Og det provokerer mig helt vildt, at jeg selv kom til at tvivle på mine egne (ellers så stabile) holdninger og egenskaber som forælder på grund af en slags offentlig shaming over, at jeg samler på noget sammen med mit barn. (Vi samler faktisk også på andre ting end dyrekort, men det tror jeg bare vi holder for os selv indtil videre.)
Det minder for mig, mest af alt om en slags fælles forældremobning. Denne gang var det dyrekort, før det var det Frost-arrangementet. Nogle gange er det om ferier, sukkerpolitik, afleverings- og afhentningstidspunkter, udklædningstøj – ja hvad som helst, der involverer vores børn. Vi kan som forældre være meget hurtigt til at puste os op og tale ned til og dårligt om andre typer forældre end dem vi selv er eller helst gerne vil være. Det hører ingen steder hjemme og er så langt fra en god måde at lære vores børn om tolerance, mangfoldighed og god takt og tone i det hele taget, som noget kan være.
Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er og påstå at jeg heller ikke selv falder i, for en gang imellem er det bare så fantastisk rart, at kunne hævde sig selv lidt på andres bekostning. Men hvor ville det klæde os alle sammen, om vi lige huskede lidt mere på forældresolidariteten fremfor at shame løs og dunke hinanden (og os selv) oven i hovedet hele tiden med alle de ting vi gør forkerte som forældre. Som Julia Lahme også skrev for lidt tid siden, så kan du som forældre aldrig nogensinde gøre noget rigtigt alligevel.
Få det hele med Facebook – Bloglovin’ – Instagram
Jeg føler mig bestemt heller ikke sat i bås med ovennævnte eksempler, på folk der er gået så langt over gevind. Slet ikke. Det tror jeg i bund og grund ikke der er særligt mange der gør. Jeg kan ikke forstå den slags adfærd, ligesom de fleste andre heller ikke kan forstå den. Men fred være med det. Folk der opfører sig mere tosset end gennemsnittet er der altid. Jeg ville aldrig gå så meget op i (noget?) dyrekort, til at jeg ville begynde at brokke mig og klage til offentlige instanser over det, men det gjorde en som hedder Joan. Hun valgte så at brokke sig over noget som vi andre kunne blive godt gammeldags forargede over – og så kunne vi ellers også begynde at brokke os. Eller hævde os og hæve os over sådan et niveau og i det hele taget gøre meget intellektuelt opmærksomme på os selv og vores fornuftige og ligeglade (med dyrekort) adfærd. Og det er HER jeg føler mig ramt, provokeret eller ærgerlig er det nok nærmere. For hvorfor er det, at vi synes det er okay med sådan en omgang offentlig skamliggørelse af et fåtal af folk, der har andre præferencerammer end os selv og som vælger at handle ud fra andre parametre end vi selv kunne drømme om? Kan man ikke bare ryste på hovedet af folk der køber fjernsyn og returnere dem igen får at score samlekort, snakke med manden om det over middagsbordet, grine lidt af det og så lade den gå? Skal man udbasunere sin holdning alle vegne og lade det blive til en stor opblæst sag pga ganske få småtossede mennesker? Pludselig er det blæst op på et niveau, hvor jeg "almindelige" forælder ikke kan nævne, at jeg tager med min datter i Føtex og bytter dyrekort, uden at jeg får nedladende bemærkninger om, om jeg virkelig er "sådan en" forælder der dyrker den slags ting for mine børn. Og SÅ er jeg ramt og en hel masse andre børn og forælder, der måske ellers gik og hyggede sig meget godt med samleriet. Nu er det nærmere et politisk statement om man gør det eller ej og tager du ikke en eller anden form for ironisk og elitær distance til de kort, så er du nok "en af dem". Det synes jeg er en form for fællesmobberi og forældreshaming, når denne form for pegen fingre og gøren grin med retorik bliver normen.