Idas første rokketand og andre hjerteskærende milepæle

Begejstringen og lykken ville ingen ende tage, da Ida en aften efter putning, kom glædesstrålende ind i stuen til os. Hendes ene tand var begyndt at rokke! Det var så kæmpestort for hende og hun måtte i ren iver og glædesrus løbe et par omgange rundt i stuen efter vi også havde konstateret, at ja, den rokker. 

I et par uger op til den lykkelige begivenhed havde Ida gået og haft en fake rokketand, foranlediget af, at tænderne på hendes jævnaldrende i børnehaven stille og roligt var begyndt at rasle ud. Og hun ville så gerne nå at tabe en tand, mens hun stadig gik i børnehave. Og faktisk endte hun med at tabe den i børnehaven, hvilket hun lykkeligt råbte ud til mig og det meste af nabolaget, inden jeg nærmest havde sat min cykel uden for lågen, den dag det var sket.

Og så måtte vi have Tandfeen sat i aktion. Hun sørgede for en rund 20 krone som beløning for tanden (hvilket åbenbart er den gældende markedsværdi for 1 styks mælketand i disse dage) og sørgede for at den ikke blev væk i Idas seng, ved at lægge den i lommen på sin Tandfe-hjælper-mus, der nu bor hos Ida og er klar til næste tand/mønt udveksling.

Pludselig er det hele bare gået så stærkt med Ida. Selv havde jeg gået og regnet med, at hun var en af dem, der først begyndte at tabe tænder en gang i slutningen af 1. klasse – for hun var jo så lang tid om at få sine mælketænder og jeg synes slet ikke hun er stor nok, til at få “voksen-tænder”. Men jeg tror så også at Ida besidder så meget viljestyrke, at hvis hun har sat sig for, at ville noget, så skal hun nok også opnå det – også rokketænder.

Nu har hun så også haft sidste dag i børnehaven og fra på mandag skal hun gå i SFO ovre på skolen, hvor hun starter i 0. klasse til august. Noget vi alle har set og ser frem til med spændning og glæde, men som alligevel ramte mig som lidt af en hjertesorg, da jeg torsdag aften, efter Idas sidste børnehavedag, var inde og tjekke til Ida, der lå og sov. Faktisk så meget, at jeg gik grædende i seng, på sådan en lidt smådramatisk Maude-agtig vis. Nu har jeg det heldigvis ok med situationen igen, det blev bare lidt overvældende for en kort bemærkning. For det kan være så underligt at se på sit barn og mindes, de små bløde babytider og fjollede tumlinge de en gang var og savne det lille menneske, der for øjnene af en er vokset til et stort barn, et andet menneske, end den man selv kan huske og som de måske selv knapt erindrer. Jeg synes jeg husker den forgangne tid så tydeligt samtidig med, at jeg dårligt kan huske den. Tiden er fløjet af sted og det er fantastisk at være en del af den udvikling og identitetsdannelse ens børn gennemgår og som sætter ens eget liv og opvækst i et perspektiv, man aldrig før havde overvejet.

I torsdags lagde jeg dette billede på Facebook og skrev, at det nu var tid til SFO og skole for Ida, hvortil min gamle klasselærer fra folkeskolen kommenterede, at så var hun omtrent der, hvor jeg var, da hun mødte mig for første gang. Hvilket er ganske rigtigt og ganske svært at begribe.
Skal jeg så til at være en af de voksne? Det ved jeg ikke helt, om jeg synes jeg er klar til.
Ida er, efter egne udsagn, ganske klar til the next step – og rokketand nr. 2 er allerede ved at falde ud…