Farvel sutti

Forrige søndag var en stor dag herhjemme. Det var nemlig dagen, hvor vi sammen med Eva satte et punktum for Evas sutteforbrug.

Vi havde egentlig planlagt det til at skulle ske tilbage i februar lige efter hendes 3 års fødselsdag. Men så kom der lige noget i vejen og Eva virkede mildest talt heller ikke klar til, på det tidspunkt, at skulle sige farvel til de elskede sutter. Og det var vi forældre ærlig talt heller ikke. Så vi udskød det uden at have en klar plan for, hvornår det så skulle være. For hvornår er det lige et rigtig godt tidspunkt, hvornår er Eva mest muligt klar og hvornår har vi forældre egentlig overskud til at kunne klare den kamp, der eventuelt kan opstå bagefter? Ida stoppede selv med at ville tage sut, fra den ene dag til den anden, da hun var 13 måneder. Så det er første gang vi som forældre, har skulle igennem et decideret suttestop.

Men pludselig var tidspunktet og motivationen der bare, og så var det med at slå til. Eva havde i nogle uger sovet virkelig dårligt og været meget svær at få til at falde til ro ved puttetid. Mens vi alligevel kæmpede med det, talte vi om, at vi lige så godt kunne tage “sutte-kampen” i samme omgang. Fra børnehavens side opfordrede  de os også til at fjerne sutten fra Eva (blandt andet i forhold til hendes sprogudvikling) Da dette var lige op til påskeferien, hvor vi havde flere fridage i træk, slog vi til.

Og så var det som om, at vores beslutsomhed, hjalp Eva til at acceptere, at nu var det nu. Vi besluttede om onsdagen, at det skulle ske den førstkommende søndag, og så talte vi ned sammen med Eva og snakkede meget om de dejlige gaver hun ville få, når sutterne var afleveret til Suttetræet nede i Frederiksberg Have.

På dagen samlede Eva og jeg alle hendes sutter sammen og så tog vi afsted alle 4. Eva havde meget fokus på de gaver vi havde med og var ganske noncelant omkring at hænge sutterne op og skulle sige farvel til dem. Men vi kunne alligevel godt mærke på hende, at det var en lidt mærkelig situation.

Farvel sutter!

Resten af dagen gik helt uden problemer og der blev leget meget med det nye legetøj. Men ved puttetid kom alle tårerne og savnet og det var rent ud sagt frygtelig hjerteskærende. Heldigvis havde vi sørget for at fjerne ALLE sutter fra lejligheden, for ellers kunne mit moderhjerte meget vel have givet efter og fundet hende en suttiiiii! igen. Men det gik jo. Og dagen efter græd hun også lidt efter sin sut, men faldt dog lidt hurtigere i søvn uden mor skulle ligge ved siden af. Her efter har hun slet ikke grædt efter sutten (men alt mulig andet, som er værd at græde over, når man er 3 år), hverken ved sengetid eller øvrige tidspunkter og hun har dårlig nok snakket om sutterne. Kun når hun selvfølgelig har fortalt bedsteforældre og øvrige interesserede om, at hun har hængt sutterne på Suttetræet.

Behøver jeg at sige, at jeg er virkelig stolt af min store dygtige pige?

Stor og stolt pige i en helt ny og suttefri tilstand.

Mine bedste råd oven på vores oplevelse med en sutte-afsked, må være;

• gør det, når dit barn virker klar  
• gør det ikke før du som forælder også er helt klar
• vær beslutsom og lad det ikke være en beslutning barnet har indflydelse på
• lav en kold tyrker og fjern alle sutter på én gang, de kan meget let friste svage sjæle i en sen nattetime
• anerkend og accepter gråd/tårer/vrede
• husk på, at alle forandringer tager omkring 7 dage, men så bliver det også godt igen