Natteskræk! (Night terror)

Eva lider for tiden rigtig meget af night terror (der på dansk kaldes natteskræk), og kommer til udtryk ved at hun, et par timer efter hun er blevet puttet, begynder at græde og skrige uden egentlig at vågne op. Det er ikke til at komme i kontakt med hende eller vække hende. Hun bare skriger og skriger og skriger. Efter noget tid (der føles meeeget lang, men i virkeligheden nok “kun” varer omkring 10 min.), lægger hun sig blot til at sove igen (som regel i vores seng) og sover trygt og godt resten af natten. Næste morgen kan hun overhovedet ikke huske noget om det, på trods af det store postyr.

Det er virkelig besynderligt og en smule skræmmende at være vidne til, når man slet ikke kan gøre noget for at trøste sit barn. Vi oplevede det også fra tid til anden med Ida og dengang kendte jeg ikke til begrebet night terror og vi var derfor højest forundret over oplevelserne.

Nu ved vi (lidt) mere om det og ved at det er harmløst, i den forstand at man ikke tager skade af det, og at det vil passere af sig selv. Men det er godt nok en smule opslidende mens det står på. Ikke mindst, fordi det med Eva har stået på fast, hver aften de sidste 3 ugers tid. Det starter som nævnt et par timer eller 3 efter hun er blevet puttet, hvilket vil sige, lige der hvor man selv er gået seng og måske liiige er faldet i søvn og hvor man aller mindst har lyst til at blive revet ud af sin varme seng, af et skrigende og utrøsteligt barn, der kaster sig rundt i søvne.

Min teori er, at det forekommer lige nu, hvor der sker rigtig mange ting i Evas liv og i hendes egen udvikling. Hendes (og Idas) børnehave er flyttet i et nyt hus, samtidig med at den er blevet slået sammen med 2 andre institutioner. Så der er lige pludselig mange nye børn, voksne og rutiner at skulle forholde sig til samtidig med at hendes egen mentale verden bare vokser og vokser. Det må jo alt andet lige komme til udtryk på den ene eller anden måde og hos Eva kommer det altså til udtryk med hyppige night terrors.

Der er desuden en helt fysiologisk forklaring på forekomsten af night terrors, der forekommer ved overgangen fra den dybe ikke-drømmende søvn til den drømmende REM-søvn. Der er derfor ikke tale om et mareridt, hvor barnet har drømt noget uhyggeligt, men noget der sker pga. en umodenhed i nervesystemet, ved netop denne overgang mellem søvntyperne. Denne artikel, synes jeg selv beskriver fænomenet godt og passer meget præcist på, hvad vi lige for tiden oplever med Eva og tidligere har oplevet med Ida.

10

  • Mie

    ej ja, det lyder da lidt ekstremt. Men også lidt atypisk tænker jeg, da et af kendetegnende ved night terror jo netop er, at man ikke husker episoden bagefter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Smart gjort, jeg har aldrig tænkt på at vække dem forinden, men tror faktisk det er det Eva er begyndt på af sig selv (altså at vække sig selv), så det hjælper noget på natteroen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Fornemmer (og håber) det går bedre nu – for denne gang i hvert fald. Tror faktisk hun er begyndt at vågne af sig selv lige inden i stedet – og det er selvfølgelig også forstyrrende, men meget bedre end det andet og hun falder nemt i søvn bagefter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Ja Idas (vores ældste) synes jeg også det kunne vare i meeeget længere tid, men hun har det aldrig mere. Tror også det sluttede da hun var i 3 års alderen. Hun er også meget sensitivt anlagt, så det kan jo sagtens hænge sammen med det også.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    nej det er det heller ikke, men synes allerede det går bedre 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • åh ja- vores ældste pige led også af det i perioder- nu er hun 7 og jeg kan ikke huske det sidste anfald- man er jo som regel næsten sovende selv når det starter 🙂 Jeg var ikke klar over at det hang sammen med hjernens modenhed- så tak for info- jeg læste også noget om en mand der havde haft det i mange år som ung- og kunne huske hvor skrækkeligt det var- det må have været en ekstrem udgave håber jeg 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh puha… Ludvig havede det også i 1,5 år fra han var 10 mdr – 3-4 gange om ugen. Vi kunne lige forstyrre ham 15-20 min før det startede og aflede på den måde. Vi havde altid alarm på ham og indstillet den virkelig følsomt så vi kunne afbryde det hvis han begyndte at grynte.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vi har også haft dem hjemme hos os. Og det er ikke rart. For os hjalp det at vække hende et kvarter før anfaldet vil komme. Bare få kontakt til hende og så putte hende igen. Nu hvor hun er fire er det taget meget af og det sker kun en gang imellem. Håber det snart løjer af hos jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Uh, det husker jeg SÅ godt fra vores den ældste. Hun led også af det i perioder, og det varede fra små 10 min til et par timer. De lange anfald trak godt nok tænder ud. Det eneste vi kunne gøre var at være hos hende, så hun kunne mærke at vi var der. Det var ikke muligt at vække hende, og hun huskede det ikke dagen efter. Hun led nok af det fra hun var 1-3 år, og det var klart værst i perioder, hvor der skete meget nyt. Hun er desuden MEGET sensitiv, så vi har tænkt, at det var derfor hun reagerede så kraftigt på forandringer med deraf følgende ekstra voldsomme anfald. Jeg håber for jer, at lille Eva snart vokser fra det, for det er så hårdt at være vidne til.Knus fra Judith

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • uh – det lyder ikke rart, håber det snart er overstået …

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

40/52 portrætter af mine børn i 2014