Sko, sko, sko, sko…

Jeg går egentlig og bilder mig selv ind, at vi (læs: jeg) herhjemme har et ganske afslappet og fornuftigt forhold til sko. Børnesko, vel at mærke. Jeg synes nogle gange (andre) forældre har en tendens til at anskaffe irrationelt mange forskellige par sko til deres børn. Og sådan er jeg jo ikke(!). Jeg har altid haft den holdning, at et par sko pr. barn pr. sæson må være rigeligt. Det der med for eksempel at skelne mellem institutions-sko og til-pænt-brug-sko har jeg aldrig set behovet for. Jo, i teorien måske. Men det er kun yderst sjældent, at vi er nogle steder, hvor vi mine børn har behov for at have sko på af “pænere” karakter, hvor de ikke i stedet har hjemmesko på eller alligvel ender med at rende ude og lege. For det meste synes jeg også, vi får købt fodtøj, både jeg og pigerne synes er pæne (nok) og som også er i så god kvalitet, at de kan holde til både børnehave- og festbrug. Eller måske er det bare os, der ikke bliver inviteret så meget ud som andre familier med små børn…?

Desuden har jeg også et barn, der vænner sig til 1 par sko ad gangen og derefter har meget svært ved at skifte mellem forskelligt fodtøj. Dét alene kan sætte en væsentlig dæmper på min trang til at have alt for mange forskellige par børnesko til flere hundrede kroner stående. Men på den anden side betyder det også, at der nogle gange skal flere forsøg til, førend vi rammer lige præcis de par sko Ida kan holde ud at gå med. Når Idas fødder til gengæld “falder til” i et par sko, så går hun i dem, til de er slidt op, blevet for små eller for varme/kolde. Derfor skal det også være sko, der er af en vis kvalitet og kan holde til lidt af hver. I de tilfælde, hvor nye sko må til, er det rart at have en lillesøster, der meget gerne overtager de stort set ubrugte par sko dette kan efterlade (dog aldrig de brugte og gennemtravede), når først hendes fødder er store nok til dem.

I denne uge har jeg for eksempel måtte bøje mig (i ærgelse) og købe et par Hummel basketstøvler i en meget pink og meget glimtende version, for på nogen måde at få Ida til at kunne gå i andet end sandaler (hvilket der trods alt har været og må forventes at blive behov for nogle dage endnu), da de sneakers hun allerede havde, simpelthen drillede hendes sensitive følesans alt for meget. Det er en konstant on-going læringsproces for mig, det med Idas forstyrrelser i følesansen.

Måske er det det, der har gjort det? I hvert synes jeg at befinde mig lige midt i en irrationelt stor samling børnesko til de blot 2 par børnefødder vi har til dem. Meeen, det er jo også en lidt mere sko-krævende sæson vi befinder os i, hvor der både kan være behov for sandaler og for lukkede sko/sneakers og selvfølgelig også gummistøvler af og til (selvom jeg synes det er et lorte-fodtøj til børn og helst ser de kun går med dem, når det virkelig er nødvendigt). I vintersæsonen er det nemmere at holde fast i ideologien og der har de (endnu?) kun haft ét par støvler og ét par hjemmesko hver. Så forbeholder mig altså stadig retten til at udråbe mig selv til fornuftig og rationel børneskosindkøber.

Og så ikke et ord, om min egen skosamling, vel?