Snarlig fødsel?

Er i dag 38+1 og dette er hvad mit spejlbillede reflekterer. En kæmpe mave og en efterhånden træt kvinde, der ligger krop til. Jeg var til jordemoder i går og fik skønnet en baby på omkring 3500 gram! Så nu må hende lillesøster ærlig talt godt snart komme ud.

Jeg får løbende en del nivende plukkeveer og hver gang tænker jeg på, om det nu er nu, det skal til at blive til noget mere, men det er jo tydeligvis ikke sket endnu. Og der kan jo faktisk også godt gå noget tid endnu, da jeg først har termin 1. februar, men da jeg fødte Ida en lille uges tid før termin går jeg naturligt nok og forventer (og håber), at det samme vil gøre sig gældende denne gang. Der er vel også grænser for, hvor stort et barn jeg kan holde inde i mig?

I det hele taget håber jeg, at jeg vil få et nogenlunde lignende fødselsforløb som det jeg var igennem med Ida og som jeg har skrevet mere om her. Selvom jeg ikke tror på nogen fødsel kan betegnes som “nem og smertefri” (av, av så langt fra), tror jeg nu, at jeg slap ret godt fra min første fødsel og håber selvfølgelig derfor at kunne gøre mig selv kunsten efter. Men selvom jeg, ligesom sidst, går og pepper mig selv mentalt, ved at sige til mig selv, at jeg er brandgod til at føde børn, så er selve fødslen jo ikke noget man ligefrem ser frem til. Slet ikke nu 2. gang, hvor man jo faktisk godt ved, hvor ondt det kommer til at gøre. Her gælder det så nok bare om, at holde fokus på det positive og belønnende, der kommer ud af denne smertefulde oplevelse. Og da jeg netop har prøvet det før, ved jeg jo også, hvilken fantastisk følelse det er bagefter og hvor ret så sej man føler sig efter at have udstået alle strabadserne.

Uhh, nu tror jeg faktisk, at jeg helt glæder mig lidt alligevel…