Må man holde ferie uden børn?

Liiige om lidt (som i, jeg er nok godt på vej, når dette indlæg udgives) tager jeg på en ferie. Sådan en selvforkælelses-, det-har-jeg-bare-haft-lyst-til-længe-, veninde-tøse-hygge-tur til New York. Det er bare mig, der skal af sted, sammen med en lille håndfuld veninder. Jesper og pigerne bliver hjemme og skal på arbejde og i børnehave, mens jeg skal gå Manhattens gader tynde, drikke latte og drinks og tøsehygge fra morgen til aften. Og må man i det hele taget godt det. Må mor, godt rive 8 dage ud af kalenderen, forlade hus og hjem og bare være sig selv nok?

For at være helt ærlig, har jeg ikke haft de store skrupler med det. I hvert fald ikke forud for planlægning og booking af ferien. Men nu hvor tiden for afrejse, i skrivende stund, nærmer sig med hastige skridt, kan jeg godt mærke, at jeg bliver mere og mere pylre-mor og mor-syg på mine børns vegne. For det er alligevel mange dage jeg godt nok skal være væk fra dem alle sammen herhjemme. Faktisk det længste jeg skal være væk fra min lille familie nogensinde. Og hvor ved jeg bare fra tidligere (kortere) ture, hvor meget jeg kommer til at savne dem og hvor ængstelig jeg bliver/er lige op til jeg skal af sted.

Det er den ene side af sagen. Den anden side er, at jeg jo rent faktisk lader den gode Jesper blive alene-far i en hel uge, med en egoistisk-afslapningsferie som eneste grund her for. Behøver jeg at sige, hvor privilegeret det får mig til at føle? Og en smule forkælet.

Jeg lader det dog ikke stoppe mig.

For jeg ved til gengæld også, at jeg godt kan lægge det fra mig, når først jeg er af sted og ude at opleve. Jeg ved jeg kan være egoistisk og 100% nyde min Mie-tid og veninde-tid helt uden dårlig samvittighed. Jeg ved, at mine børn har det trygt og rart hjemme med deres far. Og jeg ved jeg kommer hjem med en hel masse “åh-hvor-har-jeg-dog-savnet-mine-skattepiger-gaver og nøj hvor jeg skylder på forælderkontoen skat”, som en glad(ere) mor og kæreste, der har brugt en masse ego-tid på at lade alle depoterne op og med endnu mere overskud til at være uselviske mor (igen) (og tage over fra en formentlig liiidt opbrugt farmand – det ville jeg i hvert fald være efter en uge som alene-forælder).

Hvem ville ikke savne disse 2 pragteksemplarer af fantastiske bølle-børn?

Jeg tror nemlig, det er vigtigt, at man ikke helt glemmer eller overser sig selv i livet som forælder. Man skal stadig huske at lade sig selv nyde ens eget selskab, helt uden dårlig samvittighed. Det er okay, at prioritere alenetid og lige mærke sig selv som et helt selvstændigt individ igen – og mærke at man rent faktisk savner de små krapyler, der ellers kan fylde en så totalt op, at man nærmest ikke kan mærke noget som helst. Det behøver selvfølgelig ikke være en hel uges ferie på et heeelt andet kontinent, der skal til. Mindre kan såmænd sagtens gøre det.

Men når nu man skal skilles fra sine børn og sin mand i en uges tid, så er min feriedestination bestemt ikke det værste sted at skulle fordrive ventetiden… Lucky, happy me!

– XOXO