#LadOsHyldeStine

Søndag aften skrev jeg blogindlæg, drak kaffe og lakerede negle. Vi havde stillet urene om til sommertid og jeg kom meget senere i seng end jeg plejer. Som jeg gør hver aften, tjekkede jeg Instagram da jeg lagde mig og jeg kom ikke langt ned i mit feed førend neglelak og overfladiske blogindlæg virkede som komplet ligegyldigheder. Beskeden om at Stine (@fruthornholm) var gået bort, fyldte det hele. Tårer, kvalme og hovedpine begyndte straks at trykke sig på.

Det er ikke til at holde ud at tænke på og alligevel tænker jeg på det hele tiden. På Stine, på hendes mand og hendes børn og på alle dem hun har efterladt. Stine har i halvandet år bekæmpet en uretfærdig kræftdiagnose og samtidigt været brav nok til at være meget offentlig og ærlig omkring hele sit sygdomsforløb, uden hun lod sig blive defineret udelukkende som sin sygdom. Det var Stines mod og åbenhed, der hjalp mig til selv at turde fortælle åbent om mit eget sygdomsforløb – både her og i min hverdag generelt. Noget der har været en gevaldig hjælp og lettelse i mit liv og som jeg vil være Stine evigt taknemmelig for.

Stine har figureret i min blogsfære, kommentartråde og på Instagram siden jeg begyndte at blogge for lidt mere end 5 år siden. Hun har fulgt med i mit liv fra sidelinjen og jeg i hendes. Jeg har det sidste halvandet år grædt tårer og følt uretfærdighed for Stine, og hun og hendes familie er ofte i mine tanker, særligt i disse dage.

Det er tydeligt at mærke på Instagram, at Stines alt for tidelige afsked har sat dybe spor og har rørt rigtig, rigtig mange mennesker. Taknemmelighed for det liv vi er givet, kommer til udtryk over alt. Jeg er om muligt også endnu mere taknemmelig for mit liv, min familie, mine venner og min hverdag end jeg var før.

I dag er Stine blevet bisat og jeg håber, at livet ikke er mere uretfærdigt end at Stine nu befinder sig et spektakulært, smukt og fredfyldt sted. Kære Stine, hvil i fred.