Det var så ugen, hvor Ida fik tænder!

Og hold da op for en uge. Indtil videre er der kommet 3 kindtænder og en fortand i undermunden og der er flere på vej kan man se. Og det har uden tvivl gjort mægtig ondt på den lille stakkel. Hun har i hvert fald skreget det meste af tirsdagen, onsdagen og torsdagen. I dag fredag går det (vist nok, håber jeg) en lille smule bedre, og der har indtil videre kun været én “mindre” skrigetur (men klokken er jo heller ikke mere end 10 endnu). Vi er nået dertil, hvor vi er tyet til Panodil junior, noget vi ikke tidligere har haft så god erfaring med at give Ida, men desperate times osv. Og det ser ud til, at hun reagerer mere positivt på det denne gang.

Onsdag ringede de fra vuggestuen efter hendes middagslur, at nu var hun for ked af det til at være der mere den dag. Torsdag blev jeg allerede ringet op kl. 10, at nu måtte jeg gerne komme og hente hende. For at undgå at score hattrick har vi valgt at holde hende hjemme hele dagen i dag og håbe det er stilnet af til på mandag, der skal jeg nemlig starte på mit nye arbejde. Faktisk startede jeg allerede lidt i går med at være med på en seminardag for web- og kommunikationsfolk, men det nåede jeg så kun at være med til i 1 time inden de ringede fra vuggestuen.

Efter anbefaling fra vuggestuen tog vi i går lige et smut forbi lægen for at få tjekket, at der ikke også var noget med hendes ører, når nu hun var SÅ ked af det. Men der var intet at komme efter på den front. Lægen mente også, at det “bare” var tænderne, og at det kombineret med hendes iltre temperament giver disse helt vanvittige skrigeture. Så nu glæder vi os bare alle sammen til at de tænder holder op med at gøre ondt, for temperamentet kan vi jo nok godt regne med er en mere vedvarende ting.