Om at være tynd, brun og go’ til spansk

Den gang jeg gik i gymnasiet, blev en veninde og jeg enige om, at de største mål vi egentlig havde for livet på det tidspunkt, var at blive tynde, brune og gode til spansk. Ja man var vel 17 år… Siden har det fulgt os som et lille spøjst ordspil og succesmåler. Det pudsige er, at vi nok aldrig bliver så tynde, brune og gode til spansk som vi var i de år, på trods af, at vi dengang gik og troede det kun skulle/burde blive bedre på de 3 tre fronter.

Efter gymnasiet var pågældende veninde og jeg i Mexico og selvom det måske ikke gjorde os specielt meget bedre til spansk, så blev vi i den grad brune og tynde, det var vi faktisk i forvejen, selvom vi ikke helt syntes det selv. Men jeg kan tydeligt se det, når jeg ser billeder fra den tur i dag. Og når jeg husker, hvad badevægten fortalte mig den gang. Det er jo faktisk den idealvægt jeg kæmper for at opnå i dag! Hvorfor var det så lige, at man alligevel gik og syntes man var for tyk og aldrig rigtig var helt tilfreds med spejlbillede og livvidde? Måske fordi man var ung (eller yngre – så gammel er jeg jo heller ikke endnu), usikker og bare ikke vidste bedre?

Når jeg tænker disse tanker om ens vaklende og vekslende selvbillede, tænker jeg altid på lige netop disse linjer fra Baz Luhrmann’s “Everybody’s free to wear sunscreen”:

Mon man bliver bedre til med alderen at have et realistisk og positiv selvbillede? Eller vil jeg om yderligere 10 år se tilbage på lige nu, og tænke, at der så jeg da meget bedre ud, end jeg gik og tænkte?

Med disse tanker vil jeg ønske jer alle en go’ røv og go’ weekend og flashe dette 10 år gamle billede af en noget lettere, en del brunere og meget mere spansktalende udgave af undertegnede og tænke, at jeg da nææsten ikke har ældet en dag siden det billede blev taget (for det er sådan et selvbillede jeg gerne vil have af mig selv).