Søndagsrefleksion og vinder af Essie neglelak

Feminisme for begyndere #2: Kvinder og karriere

I anledning af uddelingen af L’Oréal-UNESCO For Women in Science-prisen (læs evt. mere om prisen her og her), der blev uddelt tidligere i år, er jeg blevet spurgt til mine tanker omkring udsagnet “Hvorfor vil kvinder ikke til tops?” Altså sådan karrieremæssigt.

Og vil de da ikke det?, var min første umiddelbare tanke. Jeg vil da for eksempel gerne. Men faktum er faktisk at kvinder i statistikken fylder omkring over halvdelen af pladserne på de lange videregående uddannelser, men langt, langt under halvdelen af topposterne i det danske erhvervsliv, offentligt såvel som privat, udfyldes af kvinder.

Og hvis “skyld” er det så, at kvinder i højere grad end mænd, holder sig fra at gøre karriere og få topposter? Med mine nyligt fundne feministisk-synspunkts-briller, har jeg gjort mig en del tanker herom, læst kroniker, artikler og blogindlæg og set flere udesendelser i TV om emnet – særligt DR3 og DRK (der for en uge blev til DRQ) har haft nogle gode dokumentarer, sendt i anledningen af 100 året for kvindersstemmeret her i foråret. Når der snakkes om feminisme og hvad feminisme handler om i dag, synes jeg, at spørgsmålet om kvinder og karriere er et meget centralt emne i den debat.

For er køn en faktor for ens karrieremuligheder? Og en faktor for hvem, i så fald?

Også i forbindelse med uddelingen af L’Oréal-UNESCO For Women in Science-prisen, lavede Julia Lahme en blogføljeton med interviews af forskellige fremtrædende, skarpe og og ikke mindst højt rangerende danske kvinder indenfor ledelse, politik og forskning, for at høre deres syn på, hvorfor ikke flere kvinder er i toppen af dansk erhverv og ikke mindst om, de selv har følt deres køn som en hindring i deres egen vej mod “toppen”. Alle kvinder blev stillet samme 5 spørgsmål og omhandler blandt andet, om de hver især synes, deres køn har været en hindring eller en hæmsko for at nå til, hvor de er i dag. Og det slog mig, hvor mange af dem, der svarede, at de stort set aldrig har oplevet at deres køn har været en hindring for dem. Den seje Anne Sophia Hermansen, siger endda, at det ligefrem har virket til at have været en fordel for hendes karrierefremmelse.

Hvad er problemet?, tænkte jeg, da jeg først studsede over dette sammenfald. Tjoh, problemet er vel, at selvom disse fremtrædende kvinder ikke har følt deres køn som en hindring, så er der stadigvæk rigtig mange andre kvinder, der ikke kommer til tops, ikke jagter en forskerstilling og ikke går efter de høje lederstillinger og jeg tror det langt hen ad vejen er et valg, kvinder selv gør sig. Om det så er et aktivt, bevidst eller ubevidst valg, er nok meget forskelligt.

Og er det så nogens skyld? Er det mændene, de undertrykkende bøller? Er der mon stadig mænd tilbage derude, der ser skævt på, at en kvinde skulle kunne varetage en hvilken som helst stilling? Helt personligt tror jeg, at kvinders egne største modstandere er kvinder selv. Både kvinder og kvinder imellem, men også kvinde mod sig selv. Mændene går vel egentlig, for størstedelens vedkommende, ind og sætter sig i lederstolen, mens kvinderne stadig står ude på gangen travlt optaget af at shame sig selv og hinanden. Sat lidt på spidsen selvfølgelig.

Når Jesper og jeg fra tid til anden diskuterer netop denne problemstilling herhejmme, kommer vi ofte også frem til denne konklusion; at problemet ikke er mændene vs. kvinderne, men i langt højere grad er kvinderne vs. kvinderne, der er det største problem i forhold til kvinders lyst og muligheder for at nå karrieremæssigt til tops. Og endnu oftere lukker vi diskussionen der. Som om det var det gyldne svar på den debattering. Men burde den – eller i hvert fald en anden mindst lige så berettiget diskussion, ikke starte lige dér. Lige der ved konstateringen af Kvindefængslets eksistens?

kvindesolidaritet

Det er selvfølgelig ikke nok bare at kaste ud, at kvinder generelt burde være/blive mere søstersolidariske. Selvransagelse og et kig rundt i egen andedam er, som altid, også en god vinkel at have med ind over. For burde vi kvinder ikke generelt bare blive bedre til at mærke efter i os selv, forfølge vores egne drømme og ambitioner, ikke tænke så meget på andres tanker om os og holde op med hele tiden at have så travlt med at “tænke vores” om andre, der prioriterer anderledes end os selv fremfor at hylde forskelligheden og mangfoldigheden? Måske vi så kunne gøre lidt mere op med at fastholde både kvinder og mænd i bestemte roller og mønstre, som måske ikke alle alligevel trives lige godt i?

Alt dette er helt sikkert lettere sagt end gjort. Men jo flere gange det bliver sagt, jo nemmere bliver det måske at huske på næste gang vi står ude i virkeligheden og bliver konfronteret med en kvinde, der har truffet andre livsvalg end vi selv har?

 

 

Dette er praleriers blogføljeton; Feminisme for begyndere, der er min egen ubearbejdede og u-forhåndsindtagede menings-dannelsesrejse indenfor feminisme. En slags jomfrurejse ud i et forsøg på at skabe mig en klar holdning til feminisme og dets berettigelse i samfundet og i min hverdag generelt.

 

Få det hele med FacebookBloglovin’Instagram

2

  • Fedt indlæg – meget i tråd med nogle af de ting jeg selv går og tumler med. Jeg har haft fat i flere af de samme emner på min egen blog – så vi må være lidt af samme støbning.

    Jeg er enig i, at det er os kvinder, der selv er “skyld” i at vi ikke oftere når til tops. Men jeg tror, at jeg har en lidt anden vinkel til hvorfor… Jeg tror at rigtigt mange kvinder har store ambitioner og rigtigt gode muligheder – inden vi får børn. Når børnene kommer, så ændrer det sig. Og ikke nødvendigvis (kun) fordi samfundet forventer det – men i lige så høj grad, fordi vi ikke selv er villige til at være så meget væk fra børnene(!). Og her tror jeg bare ikke at mændene har de samme skrupler (ofte).

    Et lederjob er krævende – det ved alle. Man kan ikke forvente en 37-timers arbejdsuge. Jeg tror at rigtigt mange kvinder fravælger det, af den årsag. Vi er ikke villige til at være så meget væk fra vores børn mens de er små. Og her må vi bare konstatere, at mændene (ofte) ikke har de samme betænkeligheder – det er mere naturligt for dem at være mere væk – og dermed også mere acceptabelt. Og jeg taler ikke om hvad samfundet forventer, mere om hvad man selv (som individ) er villig til at “ofre” på børnefronten.

    Måske kan det virke en smule gammeldags, men jeg tror faktisk at det fortsat er sådan rigtigt mange steder i DK. Hvis samfundet vil ha’ flere kvinder ind på lederjobbene, ja så skal de skabe mere gunstige vilkår for dem med små børn. Jeg tror nemlig gerne at vi vil, men ikke hvis det betyder at man nærmest ikke kommer til at se sine små børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Det tror jeg du har ganske ret i. Jeg havde faktisk i mit udkast til dette indlæg, et helt afsnit med omkring det med børn, pasnngen af dem og om lysten til at afgive dette til barnets/børnenes far. Men det blev lidt en afstikker fra, hvad jeg ville frem til her. Men som sagt tror jeg du har helt ret. Der hvor jeg så tænker, at det er rigtig ærgeligt og sådan lidt mere en samfundsdebat, er i de tilfælde, hvor moren og faren ikke har det på denne gængse måde og der er vi ikke særligt fleksibelt indrettet, hverken som samfund eller i vores egne hoveder. Og også helt enig i, at man kunne få mange flere kvinder “til tops”, om der var flere fleksible og ikke mindst acceptable løsninger ift. at have små børn.

      Og tak for kommentaren 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Søndagsrefleksion og vinder af Essie neglelak