Voksen?

29 år slog klokken i morges, da jeg vågnede. Jeg kan huske, at jeg engang syntes, at 29 var en meget voksen alder, men jo ældre man bliver jo højere rykker baren for “gammel” også op ad, synes jeg.

Da jeg sad i S-toget i morges kom jeg til at tænke på, om jeg nu syntes jeg var blevet voksen. Med mand, barn og nr. 2 på vej burde man jo være godt på vej til det. Men det slog mig, at det på trods og selvom jeg var på vej til noget så voksent som et arbejdskursus, så føler jeg mig ikke mere voksen, end at jeg føler mig lidt snydt for et eller andet, når jeg ikke bliver vækket med flag og gaver på min fødselsdag. I stedet blev jeg vækket af et febervarmt, snottet og grædende barn, hvis fødder jeg har ligget med i hovedet det meste af natten. Det er bare ikke helt det samme. Men det er vel alt sammen noget, der hører til det der voksenliv.

I aften står den på sushi og hjemlig hygge og et forhåbentligt knap så sløjt barn. Så lur mig om ikke jeg kommer til at føle det lidt som fødselsdag alligevel.