Flying superkids – og om børn i bevægelse

Siden jeg en gang i start halvfemserne så en dokumentar om de bolsjestribede århusianske gymnastikbørn, har jeg været dybt fascineret af Flying Superkids. Men jeg har aldrig været inde og se dem live. Ikke før i tirsdags i hvert fald. Og det skuffede på ingen måde. I det hele taget er jeg vildt betaget af sådan noget springgymnastik. Det er ikke noget jeg selv har dyrket, udover det springgymnastikhold jeg selv gik på en sæson eller to, i en del af en laaang række forskellige fritidsaktiviteter jeg frekventerede i mine barneår. Men hverken fysikken eller modet har været der til for alvor at springe rundt over bukke og trampoliner. Og måske netop derfor, fascinerer det mig ekstra meget, når børn er så dygtige og så seje og ikke mindst så flyvende. Jeg sad i hvert fald begejstret og klappede i mine små tykke hænder under det meste af showet.

Jeg havde gladeligt besøgt showet selv, men heldigvis var vi blevet inviteret alle 4 til at se showet af Lahme Kommunikation, Livol, bObles og Børneulykkesfonden, der er samarbejdspartnere for Flying Superkids og har sørget for, at der er en masse sjov og underholdning på pladsen foran teltet, som man kan muntre sig med før showet (pladsen åbner 2 timer før) og i pausen. Både Livol, bObles og Børneulykkesfonden har på hver deres måde, fokus på et sundt og aktivt børneliv med masser af (sikker) bevægelse både gennem leg og ved at tænke bevægelse ind i hverdagen mere generelt. Det er et fokus jeg, som de fleste andre sikkert også, synes er utrolig vigtigt og vigtigt lige at blive husket på fra tid til anden.

Vi har 2 meget forskellige børn, hvad det angår, hvor Ida stort set altid er i bevægelse og kaster sig over de meget aktive udfoldelser er Eva mere et “stille” barn, der godt kunne have tendens til at være mere stillesiddende. Så for os er vores fokus omkring deres bevægelse også ret differentieret. Ida skal gerne udfordres i sine udfoldelser, hvor Eva skal mere opfordres til at kaste sig ud i de lidt “vildere” ting.

På pladsen foran teltet, kaldet KIA Family Park, fløj Ida direkte på trampolinerne og de store hoppeborge, hver gang hun så sit snit til det. Eva var mere pjattet med den store bObles bane, som jeg vil gætte på hun noget rundt på en 20-30 gange og jeg tror også, at en KÆMPE krokodille ville gøre sig godt herhjemme, set med Evas øjne (de var nu også ret seje). Eva hoppede også i trampolin, men hun ville under ingen omstændigheder op i en hoppeborg, hvilket er et typisk eksempel på deres forskellige temperamenter.

Og det var ikke kun mig, der blev grebet af begejstring, da selve showet gik i gang. Begge piger satte sig ned på de forreste rækker (der kun er reserveret til børn) sammen med alle de andre børn de ikke kendte og havde en fest! Jesper og jeg sad ude i siden og kiggede skiftevis på scenen og spejdede efter dem for at opsnappe deres grin og deres klappen, når vi ikke var for optaget af selv at klappe, grine og sige “WAUW!”. Og jeg kan godt afsløre, at efter vi er kommet hjem, er der blevet både sjippet, balanceret og hulla-hoppet lidt mere end sædvanligt – også fra de voksnes side.

Efter showet var der mulighed for at få autografer, hvilket Ida selvfølgelig gerne ville, selvom hun vist ikke vidste helt hvad det indebar, da jeg spurgte om vi skulle gøre det. Men hun er så super sej og jeg bliver så stolt, når hun bare kaster sig ud i sådan nogle ting og endda tog sig mod til at stille en af pigerne nogle spørgsmål.