Rädda Jobba! #2

ADVARSEL: Følgende læsning er ikke for sarte sjæle!

I går blev Ida puttet nede i sin klapvogn sammen med sin dukkebarn, eller Duddu som hun er begyndt at kalde den. Da vi så gik over til Kajsas fødselsdagsfest i Valby vågnede Ida op og blev så gal og skrigende, at vi var til stor underholdning for alle vi passerede (flere vendte sig om og kiggede og jeg så sågar en, der stak hovedet ud fra sin altan for at se, hvor den hjerteskærende larm dog kom fra). Dette resulterede i (udover hedeslag og plukveer), at jeg spadserede afsted i meget rask tempo og målrettet blik for at komme frem til min destination så hurtigt som muligt.

Men ak, da vi nåede frem kunne jeg konstatere at Duddu ikke længere var i klapvognen! Først troede jeg måske manden havde taget den op fra klapvognen derhjemme efter hun var faldet i søvn. Men da vi kom hjem sagde han, at det ikke var tilfældet. Ida må altså have smidt ham ud fra klapvognen i ren arrigskab og jeg må have været så fokuseret på at komme væk fra gaden, at jeg ikke har opdaget det.

Stakkels Duddu, alene og våd ude i den kolde nat. Da jeg lige har set Toy Story 3 har jeg ikke alene haft dårlig samvittighed over for barnet, men mindst lige så meget over for den stakkels dukke. Så i dag da jeg kom hjem fra arbejde cyklede jeg turen vi havde gået i går for at se om jeg kunne finde den igen. Men ak, forgæves….

Den dårlige samvittighed over for barnet kan heldigvis fikses, da jeg ved lige hvor jeg kan få en ny dukke helt magen til. Det står værre til med den dårlige samvittighed overfor Duddu. Jeg kan kun håbe, at der er et andet sødt lille barn, der har fundet den og leger med den, putter med den og kysser og krammer den lige så meget som Ida gjorde. SUK!