#kemoland-fænomenet

Okay, hvad skete der lige der?
Jeg blev i forrige uge (som så mange andre) opmærksom på instagram profilen @kemoland, om en ung piges kamp for at blive fri for kræft. Tror godt vi næsten alle kender historien nu, men kort fortalt; De første opslag var omkring et halvt år gamle og jeg hev et par timer ud en aften og læste samtlige medrivende opslag fra den yderst velformulerede, men knap så billed-æstetiske Clara Marias hånd. Sidstnævnte kunne dog overses, da pigen jo lå indlagt på en isolationsstue på Ålborg sygehus og kæmpede for sit liv. Desuden handlede det ikke i særlig høj grad om de billeder hun viste, men i langt højere grad om de ord hun skrev og derved den historie hun fortalte.

Jeg købte det hele! Blev ramt på den der skræmte, medfølende og fascinerende måde. For det var virkelig unikt at komme SÅ meget på første parket, helt, helt tæt på tankerne og følelserne hos en så kræftsyg person. For hvem er det ellers lige, der lukker SÅ meget op og ind til sådan en oplevelse? Svaret er “ingen”. Ikke imens det står på, vil jeg vove at påstå. Det er der ganske enkelt ikke overskud til. Og det var netop dét, jeg tror jeg blev allermest fascineret over og i den grad draget af. Men set i bakspejlet, nok også dét, der fik det hele til at virke en lille smule “off”. Dog ikke mere end, at jeg da kneb en tåre, da pigen havde trukket vejret for sidste gang.

Jeg var heller ikke mere mistænksom end, at jeg blev en anelse forarget, da de første antydninger, om at profilen skulle være falsk, begyndte at tikke frem. “Ha’ dog lige lidt respekt!”, var vist en af mine første tanker, da jeg læste de første. Bevisbyrden blev dog hurtigt ret tung og jeg blev også overbevist og har anerkendt over for mig selv, at jeg blev snydt og forført – noget jeg normalt sjældent gør og bryder mig meget lidt om.

Men fornærmelse og forargelse er i dette tilfælde hurtigt blevet erstattet af stor, stor fascination og eftertænksomhed. Ikke kun fascination af personen bag @kemolands fantasi og frækhed, men i lige så høj grad af alle os, der som en flok følelseshungrende lemminger, i flok lod os forføre og rive med, af denne tragiske historie om en ung piges kamp mod en frygtelig sygdom.

Hvorfor er det, at vi mennesker, nærmest ur-instinktivt, drages af disse tragedier og voldsomme hændelser? Kig blot på dit eget Facebook-feed. Hvad er for historier, der deles allermest; forsvundne personer, syge børn, mishandlede dyr og lignende tragiske skæbner og øvrige forargelseshistorier. Da jeg første gang klikkede ind på profilen @kemoland, havde hun omkring 2800 følgere. Da hun en lille uge herefter gjorde klar til “sin sidste nat”, havde hun 18,7k følgere (altså næsten 19.000)!

Det er da for vildt! (og ifølge min egen teori er det pludselige høje følgertal også grunden til, at dette blev tidspunktet for Clara Marias afsked med denne verden. Men den står selvfølgelig helt for egen regning). Og vildt fascinerende. Ud over at pigen (for jeg går stadig ud fra hun er en pige, men ved det i princippet ikke) har formået at stykke en rørende og medrivende fortælling sammen, der på det nærmeste er en roman værdig, som også Twinpeaks-Mette Marie skriver det, så er det jo et sindsygt socialt eksperiment, hun her har bedrevet. Og som jeg efterhånden har nævnt mange gange, så er jeg langt mere fascineret – og forundret, end jeg er forarget og formærmet. Selv som tidligere kræftpatient kan jeg ingenlunde fyldes op ad harme. For historien bag @kemoland bærer trods alt præg af at være en person med så meget kendskab til et kræftforløb, at vedkommende på den ene eller anden måde, må have haft nogle af disse oplevelser inde på livet. Og hvad der end har været vedkommendes (mere eller mindre sygelige) bevæggrunde for at lave denne profil med tilhørende historie, så har det jo på intet tidspunkt været et hverken ondskabsfuldt, nedgørende eller økonomisk profiterende budskab hun har ville ud med. Tværtimod.

Budskabet om at huske at nyde, leve og elske lidt mere hele tiden, bliver jo ikke mindre relevant fordi Clara Maria ikke var en ægte pige, der døde af kræft i begyndelsen af sidste uge. For et eller andet sted, var der ægte mennesker, der gjorde – hvor frygteligt det end er at tænke på.

Så jeg lever videre i dag – heldigvis – med uægte Clara Marias ægte budskab i mig, alt i mens jeg fascineres og forundres over vores til tider mærkværdige kollektive adfærd og enkelt individers til tider endnu mere mærkelige, småsyge og yderst tankevækkende adfærd.

I et forgæves forsøg på at finde et passende billede til dette indlæg, blev det i stedet til dette, hvor jeg måske kan tilsniges at se både forundret og fascineret ud?

…

PS: Er du nysgerrig på teorierne omkring bevæggrundene for at oprette sådan en falsk profil og eksempler på tidligere lignende historier, kan jeg anbefale denne artikel på Politiken.dk.