Ida og benklæder – en længere smøre om et anstrengt forhold

Som jeg tidligere har nævnt, har Ida en ekstrem sensitiv taktilsans (følesansen), hvilket primært giver udslag i forbindelse med hendes tøj. Og i særdeleshed med hendes benklæder. Vi har siden det tidlige forår haft en lang god periode, hvor det ikke har været et så voldsomt problem for hende (og os). Vi har børstet og trykket i perioder og vi har vidst, hvordan vi skulle styre uden om problematiske tøjstykker. Det har i den grad også hjulpet, at vi har haft en lang og varm sommer, hvor nederdel og bare ben har været muligt stort set hver dag.

Nu er det desværre ikke muligt længere og vi er løbet panden mod en mur igen i forhold til at få iklædt Ida noget tøj. Jeg synes for hver gang, vi støder ind i disse perioder, at det bliver værre. Vi børster og trykker nu hver dag og gerne flere gange, hvis vi husker det. Men det har bare ikke den samme store forandrings-effekt, som det har haft tidligere. Ida har det stadig meget, meget anstrengt med hendes tøj og særligt hendes benklæder!

Det er mega frustrerende. Til gengæld er jeg glad for, at jeg nu ved at det rent faktisk er et reelt og anerkendt problem for flere mennekser, og at det ikke blot skyldes, at vi har en hysterisk og trodsig datter, der ikke er “blevet opdraget ordentligt”. Når Ida ikke vil have noget på sine ben, er det ikke fordi hun er stædig og grænsesøgende, det er simpelthen fordi hun rent fysisk ikke kan holde ud at have noget på. Og når man så er en lille temperamentsfuld dame, så går det ikke stille af sig, når der forsøges med tøj på underkroppen.

Vi har snakket en del om det, både os voksne i mellem og med Ida. Hun ved hun føler det at have tøj på, anderledes end andre børn (og voksne). Vi fortæller hende, så ofte vi kan, at det er helt okay, at hun har det sådan (og at man ikke behøver at skrige, når det driller, men bare tage tøjet af og sige det stille og roligt). En dag sagde hun til mig, at hun bare ville ønske, hun var ligesom os, og at hun gerne ville gå med en masse forskelligt fint tøj, hvis bare det ikke drillede. Når ens 4-årige datter helt alvorligt fortæller en sådan noget, skal man lige synke klumpen i halsen, før man fører den samtale videre…

Efter at have opgivet at finde nogle som helst former for bukser i butikkerne, har jeg nu forsøgt at sy nogle meget løse haremsbukser i en tynd og blød viscose-jersey og med ribkant i livet. Og de virker (halleluja!) og jeg er mere end nogensinde glad for, at jeg selv kan sy. De sidder hen over numsen og langt ned ad benene, som de nederdele hun har været vant til at gå med hele sommeren, og så er de helt løse på det nederste af benene, så de ikke rør eller driller. Jeg har forsøgt at afslutte med smock og ribkant forneden, men så tager hun dem ganske enkelt ikke på. Nu har jeg så sat en mindre produktion i gang, så vi har lidt bukser at skifte med. Herefter er næste skridt at få udskiftet sandalerne med nogle strømper og lukkede sko.

Men udover at finde frem til noget nogenlunde årstidspassende tøj, forsøger vi også nu at finde frem til en måde at hjælpe Ida på mere langsigtet. Det kan nemlig godt være, at det lige nu primært er et fysisk problem, men jo mere bevidst hun bliver om det jo mere fylder det også psykisk. Og jeg kan godt blive nervøs for, om det på lang sigt vil sætte sig som en psykisk barriere for hende i forhold til tøj og hendes egen krop, hvis ikke hun bliver hjulpet på en ordentlig måde. Vi har derfor sat gang i flere ting vi skal have undersøgt og afprøvet. Jeg har selv tænkt på både ergo-, zone-, kranio-sakral- og fysioterapi og forhåbentlig er der noget af det, der er relevant og kan hjælpe.

Hvis du har erfaringer med nogle af disse behandlingsformer eller vil foreslå en helt anden type, vil jeg meget gerne høre om det.