Eva Elisabeth
Så kom lillesøster til verden kl. 03.17 i nat. En lille bassepige på 54 cm 4580 gram! Veerne startede så småt op i løbet af aftenen og da jeg vidste fra mit jordemoderbesøg i tirsdags, at jeg allerede var 4 cm åben turde vi ikke vente alt for længe før vi kom af sted. Så ved midnatstid tjekkede vi ind på Rigets fødegang lige i tid til et vagtskifte, hvor min egen konsultationsjordemoder mødte ind, hvilket var meget trygt og dejligt.
Efter at have fået kørt en strimmel en times tid og derefter været i karbad en times tid, var der ikke rigtig kommet mere gang i veerne. Så vi besluttede, at det var tid til at tage vandet. Efter en ordentlig skylle kom der så virkelig gang i det og smagen af rød saftevand blev nu blandet med lattergas. Vandet blev taget 2.15 og under en time senere fik jeg pressetrang, havde 5 presseveer og så var hun ude. Men for filan da og eddersparkme, hvor gjorde det ondt den time, hvor jeg havde kraftige veer og det har efterladt mig med en følelse af, at det bedste man kan sige om fødslen er, at den var hurtigt ovre. På et tidspunkt tog jeg masken med lattergas/ilt og kylede den væk, mens jeg hysterisk skreg, at nu kunne det være nok for det gjorde SÅ ondt – det var så lige før jeg fik presseveer og de fik mig beroliget igen og sagt, at det var fordi jeg var lige ved at føde, og det var da en besked man kunne arbejde med.
Ved første øjekast ligner hun slet ikke storesøster Ida som spæd, især pga. det lange mørke hår. Men som dagen er gået kan vi alligevel godt se flere lighedstræk med Ida. Vi er alle vel hjemme nu og genforenet med Ida, der har taget rigtig godt imod sin lillesøster. Der bliver kysset, aet og betragtet så det er en fryd for de stolte forældre at se på. Nu glæder vi os bare til at få skabt os en ny hverdag som 4-personers familie og lære lille Eva meget bedre at kende.
Kære Mie.Jeg har jo slet ikke fået sagt tillykke med jeres smukke lille Eva! Måske fordi jeg var i København og offline i den weekend hvor du postede disse skønne billeder.Men altså – hermed et stort tillykke herfra. Hun ser bare så lækker og perfekt ud liggende der i sin Kram dragt :-)Så fint navn også.Kh Ulla.