Ahh weekend… (og lidt tanker om forælderskab)

Tusinde tak for alle lykønskninger til mit nye arbejde. Det er super dejligt og jeg er stadig rigtig glad for at være kommet i gang. En af de bedste ting ved at starte arbejde er, at jeg nu kan se frem til og nyde weekenderne på en helt anden måde, end da jeg gik hjemme. Og bare det at kunne mærke forskel på om jeg har fri eller er på arbejde, er virkelig noget der betyder meget, for min evne til at kunne slappe af og nyde, kan jeg mærke. Som jobsøgende har man på en måde altid og aldrig fri på samme tid, og en evig dårlig samvittighed over et eller andet ligger altid latent og lurer lige under overfladen. Men nu kan jeg tage hjem fra arbejde og holde fri og sige til mig selv, at det er helt okay bare at slappe af. Og i denne weekend har jeg blandt andet slappet af med dette lille overkommelige strikkeprojekt, der gerne skulle ende ud med at blive en halsedisse til Ida (og forhåbentlig efterfulgt af en til Eva også).

En anden ting jeg har brugt (og bruger) meget tid på at hygge med, er de 2 super-søstre, gøgeungerne Ida og Eva. De er nu 3 år og 5 måneder og 21 måneder og de er i den grad begyndt at blive pot og pande, hvilket så småt begynder at give os forældre nogle små åndehuller i ny og næ. Det betyder også, at det er blevet langt mere afslappende at holde fri sammen med børnene og samtidig føle, at man også selv får slappet lidt af. Ellers har der næsten non-stop været minimum én, der skulle trøstes, fodres, skiftes, underholdes, tørres, puttes, tørres op efter, ses efter, hjælpes op af noget eller ned af noget andet. Det er der selvfølgelig stadig, men hyppigheden er en smule aftagende og de kan nu i længere tid af gangen lege med hinanden uden voksen indblanding. Og de kan koncentrere sig i længere tid om aktiviteter, vi kan lave sammen, og dét er virkelig hyggeligt.

Det er egentlig ikke fordi jeg har syntes det har været helt vildt hårdt, at have 2 små børn så tæt på hinanden. Vi har været heldige og har nogle forholdsvis nemme børn, der også begge har været ret hurtige til at sove igennem om natten. Men, jo mere selvkørende de bliver, jo mere kan jeg også godt se, hvor meget arbejde vi har haft (og såmænd stadig har) med sådan 2 små størrelser. Det kan nogle gange sammenlignes lidt med det man siger, om at banke hovedet ind i væggen og at det er så dejligt, når det holder op igen. Ikke, at jeg som sådan vil sammenligne det at få børn med at banke sit hoved ind i en væg eller noget som helst andet ubehageligt. Tværtimod synes jeg det at få børn er den skønneste, sjoveste og mest forunderlige oplevelse man kan få. Jeg tænker mere sammenligningen i forhold til, at man først opdager, hvor hårdt det har været, når det ikke er så hårdt længere.

Heldigvis er de stadig ret små og vi har stadig en masse oplevelser og erfaringer til gode som familie og som mor og far og børn.