Mit søde dejlige barn

Hvem skulle tro, at dette søde blide barn kunne side og skrige af sine lungers fulde kraft en halv time ude foran lågen til vuggestuen lidt i lukketid en fredag eftermiddag? Eller skulle bæres hjem hvæsende og sparkende under den ene arm fra det, der skulle have været en hyggelig familietur rundt om Damhussøen?

Idas nylige krise ser heldigvis ud til at være løjet af for denne gang. Det har holdt hårdt for os alle at komme igennem den, men det gør også bare glæden endnu større nu, hvor hun er blevet sit søde, glade og sjove jeg igen – og nu med mange flere ord på.

Selvom hun også tidligere har været igennem perioder, hvor hun har været knap så sjov at være sammen med, så har jeg ind til nu ikke helt kunne forstå de mødre, der fortalte om, hvor trætte de var af deres barn/børn og hvordan de kunne blive drevet fuldstændig til vanvid af dem. Men efter de sidste par uger med Idas hysteriske humørsvingninger kan jeg fuldstændig sætte mig ind i, hvad de mener og jeg kan så klart sætte mig ind i Christinas ord her der også tumler med en tumulsk Ida- og hun er oven i det også højgravid den stakkel. Det har selvfølgelig også noget at gøre med hendes alder, at hun nu har så meget mere vilje, fysisk styrke og snilde til at presse os (stakkels) forældre helt derud, hvor man bare kan have lyst til at stikke en gaffel i øjet på sig selv af bare frustration.

Men nu hvor hun er go’ igen er det bare kær med kær på og det er egentlig slet ikke til at forstå, at det er det samme barn man har med at gøre nu som for en uge siden. Dejligt for os, for Ida og for vores påskeferie.