Hurra for tøj! – om at have et sensitivt barn

Vi har lige været igennem et langt sejt træk med Ida. Udviklingstrin, tigerspring, 3-års krise – kald det hvad du vil. Det er hårdt arbejde for alle involverede under alle omstændigheder. Vi er bekendt med, at det kommer i meget tydelige perioder hos Ida, når tingene rykker for hende.

Denne gang har det i meget høj grad handlet om at få Ida til at iklæde sig nogen som helst form for tøj. Hun har siden hun var helt lille været meget sensitiv omkring hendes tøj, specielt strømper, og dets berøring af hende. Det driller, som hun siger. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det driller hende og at der rent fysisk faktisk er en faktor der spiller ind. Strømpebukser har længe været et no-go, så garderoben er fyldt godt op med leggings i stedet. Strømpeproblemet er blevet løst ved at min mor begyndte at strikke strømper til hende med sammensyningen uden på, så der ikke er nogle snore til at drille hendes sensitive tæer.

Men pludselig rykkede det fra tæerne til benene og hun kunne slet ikke holde ud at have noget som helst på sine ben og dernæst heller ikke på sin overkrop! Det var nogle lange, kolde dage og det har krævet, dog ikke blod, men sved og tårer fra os begge at få noget som helst tøj på den lille krop. Når jeg til sidst gav op på diplomatien og med tvang iførte hende noget tøj, lå hun og vred sig og skreg i op til en halv time. Og som sagt er jeg ikke i tvivl om, at der rent fysisk er noget der driller hende, men tilført en 3-årigs sans for dramatik, har det til tider været mere end min tålmodighed har kunne klare. Det har derfor også betydet, at der har været ting, jeg ikke har kunne overskue at lave med hende. Dans har jeg bl.a. aflyst nogle gange, da det involverer en del tøjskift og én gang i et omklædningsrum med en Ida der flippede fuldstændig ud og til sidst løb ind i gymnastiksalen kun iført underbukser, var nok for mig. De, der følger mig på Instagram, ved også, at jeg for nogle uger siden lod Ida gå i bare ben hjem fra børnehaven trods februar-kulden, hvilket også skyldtes en fuldstændig udtømt tålmodighedskonto.

Idas rare og rolige pædagog i børnehaven (hvor hun reagerer på samme måde) har hele tiden sagt til os, at hun er sikker på det nok skal falde på plads hos Ida af sig selv, efterhånden som hun vokser og udvikler sig. Og det ser heldigvis ud til, at hun har fået ret. I hvert fald for nu. Vi tør ikke rigtig håbe for meget på, at det er helt ovre. Men pludselig en dag, for snart 2 uger siden, gik Ida helt frivilligt med til at få bukser på og har gjort det lige siden. Der er dog kun én slags bukser hun vil gå med (som vi så har skyndt os at købe 3 par af) og kun hvis de vender på vrangen. Men hvis det er prisen for fred på påklædningsfronten er det for mig en fuldstændig ligegyldig synsfejl at betale. Derudover er jeg også begyndt at børste og “trykke” hende dagligt for at stimulere hendes meget sensitive taktilsans.

Om det er den ekstra stimulering, nye forbindelser i 3 års-hjernen eller begge dele, der har gjort udslaget ved jeg ikke. Jeg er bare så glad for, at Ida nu tager tøj på helt frivilligt og uden skrig og skrål, for hold da op, hvor er livet dog meget lettere på den måde.

Hurra for tøj, siger jeg bare!

Lille fotoshoot fra en morgen på vej til børnehave, hvor jeg stadig var helt i ekstase over, at Ida helt selv havde taget noget tøj på.