Lidt mindre stilrent

Da jeg skrev indlægget om vores hjem den anden dag, skrev jeg om vores fælles smag, der er klassisk, nordisk og enkel. Og ja, det er vores fælles smag, og med det mener jeg, at det er der vores kompromiser ender og det er den stil vi følger, hvor vi begge synes, at vi bor hyggeligt, flot og dejligt.

Min helt personlige smag/stil er nok noget mere farverig, nipset, bling-bling og omskiftelig og jeg må nok langt hen ad vejen takke min mand for den mere stilsikre røde tråd vi har i hjemmets indretning. Den er jeg glad for. Men jeg kan alligevel ikke helt fornægte mig selv. Heldigvis er jeg så heldig at have mit helt eget værelse i hjemmet (som jeg dog må dele med lejlighedsvise overnattende gæster, men stadig total luksus) og her kan både de mere og mindre stilrene elementer og tendenser få lov at overleve i skønneste forening.

Lampen her er et fantastisk loppefund (faktisk et af de meget få jeg har gjort mig) fra min tid som singlepige i 2-værelses i Valby (hvor en anden del af interiøret var et limegrønt plastik-perleforhæng, der hang mellem stue og entré og drev de fleste gæster til vanvid med sin klirren, men jeg synes det var så skønt) og den passer på ingen måder ind nogle steder i vores indretning og stod det til manden havde den for længst lidt samme skæbne som det grønne perleforhæng. Men ind til videre har den overlevet og fungerer fint som natlampe til gæste sovesofaen, der er pyntet med en retrostof-lappepude, der heller ingen overlevelseschance har i den øvrige fælles indretning. Det eneste her fra, der kunne have en chance uden for mit ene-domæne er Tivoli-radioen, men den kan jeg alligevel ikke undvære derude til at høre lydbøger på, mens jeg sidder og syer.