Et yndigt dukkebarn

Ida er blevet mor, dukkemor, til det sødeste lille dukkebarn. Hun har haft dukken i noget tid, men har ikke rigtig taget den til sig. Men nu får den kys og kram og bliver vugget og trøstet – og så en gang i mellem får den lige en banke-tur i gulvet. Man er vel stadig kun 1 år.

Nu hvor hun er begyndt at lege med dukken tænker jeg, at det også må være på tide med noget tøj til det stakkels dukkebarn. Den har kun et par bukser som jeg hurtigt syede sammen i hånden af en lille stofrest, da hun fik dukken. De sidder hele tiden nede under dukkens numse og det ved vi jo alle sammen, hvor irriterende det kan føles.

Har du forresten tænkt over, at det er ret sjældent at børn selv navngiver deres dukker og bamser? Det er som regel en voksen, der har været inden over sådan en navngivning af tøjdyr. En fra min mødregruppe er pædagog og gjorde opmærksom på det. Jeg havde aldrig tænkt over det før, men kan godt se det nu. Den anden dag var der en af de store børn fra børnehaven nede i vuggestuen da jeg skulle hente Ida og hun havde sin Build-a-bear-bamse med. Da jeg spurgte, hvad bamsen hed svarede hun bare, at det vidste hun ikke. Når jeg tænker tilbage så hed mine dukker og bamser heller ikke noget. Kun én dukke kaldte jeg for “Sminke” fordi den til forskel fra de andre havde lidt rouge og øjenskygge malet på. Det var først i skolealderen jeg fik en bamse som jeg navngav og af alle navne kom den til at hedde “Connie Jensen”. Den eneste bamse jeg stadig har.