Skolefoto

Fotografen har været forbi pigernes daginstitution og det er der blevet nogle okay søde resultater ud af. Nu er jeg så bare ret meget i tvivl, om jeg skal investere i billederne. Man kan kun købe en stor billedpakke eller ingenting, for ellers tror jeg bare jeg havde købt en stribe af de mellemstore billeder. Sidste år var jeg også i tvivl, men endte med at købe dem. Der var det også kun Ida, nu skal prisen jo ganges med 2.

Jesper er overhovedet ikke i tvivl. Han synes sådan noget skolefoto er den største forældre-fælde og at vi jo selv tager så mange billeder af de børn som bliver mindst lige så gode og langt mere naturlige end disse skolefotos. Jeg synes til gengæld det er en hyggelig tradition og noget jeg selv kan huske fra min egen skole- og institutionstid som en særlig milepæl på året, når det var tid til “at få taget billeder”. Med fare for at ligge lige lovligt meget i det, så er det vel en form for kulturarv, at vi skal klæde vores børn pænt på 1 gang om året og så overlade det til nogle stakkels pædagoger og lærer at holde dem nogenlunde renskurede og ved godt mod indtil de har været forbi det hvide lærred og få knipset et portræt man så efterfølgende kan gå og dele ud til bedsteforældre, venner og andre heldige modtagere. (Okay, måske kan jeg godt høre på min egen argumentation, at jeg nok ikke er så meget i tvivl alligevel). På den anden side kan jeg sagtens se Jespers pointe med, at vi selv kan tage nogle fine og langt mere naturlige billeder af vores børn – og det gør vi også. Og vi får også af og til nogle af dem fremkaldt og forærer dem til bedsteforældre m.fl. Men vi kan ikke tage et skoleportrætfoto med hele det opstillede udtryk og alt hvad det indeholder. Jeg ved også godt det er en forældre-fælde designet til, at man skal synes ens børn ser så kære ud, at man køber hele den store pakke og måske lidt til. Men de ser virkelig også kære ud, jeg synes i hvert fald at mine piger gør.

Op til dagen havde jeg gået og fortalt Ida, at hun skulle fotograferes ovre i børnehaven, hvilket hun blev ved at sige hun ikke havde lyst til. Aftenen før sad vi igen og snakkede om det og jeg sagde, at så skulle de have fint tøj på, hvortil Ida så spurgte om hun så skulle stikkes? Og da jeg sagde nej, spurgte hun om de ikke havde flere “stikkere” i børnehaven. Efter lidt uddybende snak fandt jeg ud af, at Ida troede hun skulle vaccineres og ikke fotograferes! Stakkels barn, nogle tanker hun må have gjort sig. Efter omformulering og ny forklaring, var hun helt med på at skulle “have taget billeder” og at hun skulle smile til fotografen. Måske er det lettelsen over ikke at skulle stikkes, der har fået hende til at smile så voldsomt på dette billede?

Hvad er din holdning? Køber du hele pakken af skolefotos af dine børn som den naturligste ting i verden eller er du en boykotter som min mand?