Noget fra hånden
Det er hvad jeg har fået i dag. Det startede med, at jeg i morges fik lagt denne nederdel op som jeg syede i går aftes. Den er syet efter inspiration fra denne Mette og er i en sommervariation af Small Susanna-Liberty.
Fordi jeg valgte at bruge dette stof til en nederdel i stedet for et par bukser til mig selv, blev der en god sjat tilbage. Så med inspiration fra endnu en Mette kunne jeg også få stof nok til et par Liberty-sommerbukser til Ida Evelyn, dog med smock i stedet for en løbegang med snører. De blev klippet i går aftes og jeg fik dem syet op her til morgen.
Og så var jeg ellers ikke til at stoppe igen. Det næste jeg fik syet var et par blå/lilla tullebukser og en lille hjelm i lilla farver, uden pladevatsfór så den er mindre varm her i det tiltagende forår.
Så kom der en lille babybuksedragt i EG-snit i lyslilla blød babyfløjl med polkaprikker og smock i taljen og benene. Den søde bløde fløjl er fra Stof2000 og fås i flere lyse farver.
Herefter fandt jeg en lille rest af de røde elefantstof, der også lige kunne blive til et par bukser med rib i af. Begge elefantstofferne er fra Stof 2000.
Sidst men ikke mindst, fik jeg syet denne koralfarvet tunika op. Den har ellers ligget syltet bag symaskinen og har været klippet og klar til syning i ret lang tid. Uhh, det føles godt at få sådanne projekter af vejen. Den er i en koralfarvet bæk og bølge med sommerfugle på fra Stof & Stil. Der er kommet lidt flere bæk og bølger af det smock jeg har syet både i halsudskæringen, ærmerne og i taljen.
Den er blevet godt tøset synes jeg, men mon ikke et par jeans-leggins og en cowboyvest kan løse lidt op på det?
Oven i alt dette har jeg også nået at lege (lidt) med Ida Evelyn, sørge for alle 3 hovedmåltider + formiddags- og eftermiddagsfrugt, gået tur med førnævnte og handlet ind til førnævnte måltider. Og det kan godt være, at her ikke er super ryddet op, men her sejler heller ikke. En stor grund til, jeg har kunne nå alt dette er, at Ida Evelyn har sovet et par gode lange lure (og jeg ingen lur har fået) og været godt tilfreds med at lege “smide alt mors stof ud på gulvet”-legen ude i mit hobbyrum, mens jeg sad og syede som en gal. I sandhed en praleri-dag.
Nogle dage føler jeg, at jeg knokler løs, men har intet bevis for det, når dagen er omme. Men nogle dage er bare bedre end andre, ikke sandt?
Godt nok er det et gammelt indlæg… men det er nogle virkelig flotte ting! ;)Findes der mon et mønster på nederdelen til dig selv? Jeg har kigget hos Mette, som du linker til, men der er desværre kun et billede af hendes nederdel… :(På forhånd tak for svar, og mange tak for kigget herinde. Jeg er slet ikke færdig!/Anne