En solnedgang, en solopgang og om at have haft kræft

Dette er et indlæg det har taget mig år, at formulere og omformulere oppe i mit hoved. Nu er det endelig blevet til nedskrevne ord, som jeg kan mærke jeg er både spændt på og ikke mindst klar til at dele med jer alle. Omend det er med en lille smule hjertebanken at jeg nu trykker “udgiv”, da det nok er det mest personlige indlæg jeg endnu har skrevet, hvilket får mig til at føle både stolthed og en lille smule sårbarhed.

Så jeg håber, I tager godt imod dette indlæg, der fortæller lidt mere om hende der er inde i mig end jeg ellers plejer at gøre.

En gang gik solen ned over det liv jeg troede jeg havde og kendte så godt og troede jeg bare skulle blive ved med at have. Eva var baby, Ida var tumling, vi syntes vi havde alt, hvad man kunne drømme om og sagde det jævnligt til hinanden. Vi var lykkelige og vi vidste det. Men så en dag, i det mest lovende forår, fik jeg at vide, at jeg havde kræft. Mig!?

Alt hvad der før havde virket uvirkeligt skulle pludselig til at være min virkelighed. Jeg fattede det ikke og nægtede pure at acceptere det – sådan på et mentalt plan i hvert fald. På det fysiske plan fulgte jeg bare med. Gennem den ene undersøgelse efter den anden. Talte med den ene læge, radiograf, sygeplejerske, lægesekretær, laborant og hvem ved hvad efter den anden på det første, det andet og det tredje hospital. Vejen fra undersøgelse til en klar diagnose var kringlet, forvirrende, uigennemskuelig og også en smule misvisende, hvilket fyldte mig med en skepsis og skuffelse over dele af vores danske sygehusvæsen, som jeg stadig ikke har lagt fra mig. Men det er en helt anden (og lang) historie. I stedet vil jeg nu, som den gang, forsøge at fokusere på min lovede helbredelse.

Lidt af de håndgribelige fakta:

• Diagnosen hed Hodgkin Lymfon. 
• Mit eneste symptom på sygdommen var en stor, hævet lymfekirtel i lysken.
• Behandlingen hed 16 omgange kemo; hver anden torsdag i 8 måneder. 
• Bivirkningerne var; 

• øjeblikkeligt ammestop af 4 måneder gamle Eva (som for mig var den aller, aller sværeste og hårdeste følelsesmæssige bivirkning og som det eneste omkring hele mit forløb, stadig giver mig tåre i øjnene og en klump i halsen, bare jeg skal skrive om det her, selvom jeg ved det for nogle måske kan lyde som en bagatel, alt andet taget i betragtning), 
• voldsom nældefeber reaktion på et af de 4 stoffer (bleomycin) i min kemo-mikstur (med varige pigmentforandringer rundt omkring på kroppen til følge), 
• hårtab (som i mit tilfælde var forholdsvis moderat og stoppede da jeg klippede mig helt korthåret og i den sidste halvdel af min behandling, voksede det faktisk ud igen, mens jeg stadig var i behandling) 
• fuldstændigt smadrede vener (er nu enhver uerfaren laborant og fadl-vagt i blodbankens værste mareridt, da jeg er blevet mere end svær at klemme en bare nogenlunde tilstrækkelig blodprøve ud af. Lidt af et paradoksalt problem, da jeg i forbindelse med mine kontroller skal have taget en del prøver)
• og så selvfølgelig kvalme –  i alle grader og afskygninger. Kemo’ens tro følgesvend. 

• Resultatet var og er stadig, her knap 3 år efter endt behandlling; 100% remission.
  Mere kan man som kræftpatient ikke bede om! 

Men turen her til har været lang og opslidende både fysisk og mentalt. Jeg kan lave en lang liste af væmmelige ting jeg gennem de 8 måneder jeg var i behandling, fandt på, jeg hellere ville udsætte min krop for, end at gennemgå endnu en omgang kemo. Efter de første 8 omgange, var der ikke én gang jeg mødte op på hospitalet til kontrol og behandling, hvor jeg ikke spurgte den læge jeg nu en gang kom ind til, om der ikke kunne skæres en behandling eller to fra i mit forløb. Det kunne der naturligvis ikke – det vidste jeg godt, men det blev mere og mere nødvendigt for mig at spørge, da følelsen af komplet afmagt ellers ville have opslugt mig helt. En af mine veninder skrev til mig, efter jeg havde break’et diagnosen for dem, at det var godt jeg var sådan en stærk person, med tanke på, hvad jeg skulle igennem. Og ja jeg er stærk – og stædig, hvilket helt sikkert ikke er dumt at have med sig, når man skal igennem et forløb som kræftpatient i det danske sygehusvæsen (!). Men når man bare er mig, som privatperson, så har det også været hæmsko at være “så stærk”. For nogle gange har jeg også bare haft brugt for at være svag og syg og mega ked af det, men ikke været i stand til at bede om hjælp eller medlidenhed, hverken direkte eller indirekte. Jeg fik det, selvfølgelig, men det havde nok gjort mig godt undervejs, at have bedt om noget mere.

Der har undervejs været forskellige grunde til, at jeg ikke har delt det på bloggen (eller særligt mange andre steder i mit liv) og en af dem er nok på grund af netop dette med ikke at ville have eller bede om medlidenhed. Men den nok mest overvejende grund til, at jeg har holdt det væk fra den mere “offentlige” del af mit liv, er fordi jeg ikke har haft lyst til at blive “hende der har kræft”. Jeg har simpelthen ikke ville påtage mig den rolle. Det har været en del af det, der blev min livsfilosofi, der ud fra begrebet om positiv psykologi, har handlet om at fortælle den mest positive historie om mig selv, som jeg gerne ville kunne identificere mig med gennem andres syn på mig.

Giver det mening?

Det har det i hvert fald gjort for mig. For sygdommen ramte mig lige da jeg var allerbedst i gang med at finde mig til rette i en helt anden og meget større, sjovere og vigtigere rolle i mit liv, nemlig som mor til ikke bare en, men to små piger. En rolle jeg følte fortjente langt mere opmærksomhed. Både fra mig og fra omverdenen. Det var den rolle jeg ville ses i og identificeres med. I det mindste bare i de dele af mit liv, hvor jeg kunne kontrollere det lidt. Bloggen blev på den måde også mit tilflugtssted, stedet hvor jeg ikke havde kræft. Sygdom, kemo og ulideligt lange hospitalsbesøg tog ligesom nok opmærksomhed, helt af sig selv.

Men på et tidspunkt har min tavshed omkring min egen kræftsygdom ændret sig fra at være et flyttet fokus til at blive noget fortrængt og fortiet og på en måde har jeg fået tabubelagt den del af mit liv over for mig selv. Og det er noget pjat! Man skal jo ikke ende med at skamme sig over, at man har været eller er syg. Desuden er jeg nu nået til et punkt, hvor jeg magter at tale om den del af mit liv, erkende det er en del af min historie og faktisk være stolt af at være kommet igennem den rutschebanetur det har været at have haft kræft. Som et helt menneske. Som mig selv – bare lidt anderledes.

Solen er igen stået op over mit og min lille families liv. Den har aldrig været helt væk, for den var der også mens jeg var syg og både vi og jeg huskede også at se den undervejs. Men med kræft i familien er der alt andet lige en sort sky hængende, nogle dage større end andre, men den er der. Hele tiden. For ting som “på torsdag skal jeg have kemo igen” eller “det er bedre på mandag, for så plejer kvalmen at være væk” er hele tiden med i ens tanker og planlægning.

For tiden synes jeg at støde på historier, kampagner, blogindlæg og TV-udsendelser om kræft hele tiden. Det vækker selvklart en masse tanker hos mig, men det gør ikke lige så ondt mere at blive mindet om, som det har gjort. I stedet tror jeg det er universets måde at fortælle mig på, at det er tid til, at jeg nu fortæller min historie.

Jeg kan nemlig godt påtage mig rollen nu, som hende der havde kræft. Jeg kan godt spinne den del af mit liv med et positivt twist nu. Det har taget mig noget tid. En tid hvor jeg undrende har set programmer og læst bøger om/af tidligere kræftramte, der nærmest talte om deres sygdom, som en positiv ting, der havde givet dem et helt nyt og bedre syn på livet og dets glæder. Jeg forstod dem ikke. Jeg var jo både lykkelig og taknemmelig inden jeg blev syg. Jeg havde da ikke haft behov for den reminder. Men nu er jeg der. Det har været som om et mentalt sår, har skulle hele – en flænge på min stolthed. Men jeg forstår det nu og jeg er taknemmelig. Ikke for min sygdom, men for min helbredelse. Og for det privilegium det er, at jeg kan leve mit helt fantastiske dejlige liv videre med min helt fantastiske, trivielle og dejlige hverdag, her på den anden side af en røvirriterende kræftsygdom.

Måske kan min historie hjælpe andre i lignende situation, måske kan den huske dig på at være opmærksom på din krop, få dig til at bestille tid til den lægeundersøgelse eller måske kan den blot stille noget nysgerrighed? I alle tilfælde trængte jeg til at bryde min egen tavshed og fortælle en ny, men stadig positiv, historie om mig selv med en helbredt kræftsygdom i bagagen.