Om børneopdragelse – eller manglen på samme

Haves: 2 børn på henholdsvis 4,5 år og 6 år.

Haves ikke: en klarlagt opdragelsesstrategi.

Kender I de aftner, hvor putningen er startet rigtig godt og hyggeligt, men på en eller anden måde ender med gråd og skrål og MEGET  store ord, hvorefter man alligevel går hen og står på hovedet i skabet for at grave den sovepose frem, der åbenbart er det eneste, der ifølge den lille medister, kan give hende nogen form for nattero?

Efter sådan en omgang er det vi mødes til et voksen ø-råd i stuen, hvor vi ser hinanden i øjnene og bliver enige om, at nu må der altså sættes ind med noget af det der opdragelse, vi fra tid til anden hører så meget om.

Men hvor er det man starter, hvor er det man griber ind.

Sommetider kan de to rotter få trængt mig så meget op i en følelsesmæssig afkrog, at jeg til sidst slet ikke formår andet end at trampe arrigt væk fra situationen (på en meget moden måde…) og måske endda kaste en hårelastik eller bluse fra mig eller hvad der nu kan have været konfliktens omdrejningspunkt. Som her i weekenden, hvor vi ville tage en tur til stranden og nyde det længe ventede sommervejr på bedste vis og jeg på så pædagogisk og forgribende vis kommer ind på værelset og forklare stille og roligt, at nu skal håret sættes op og de skal smøres ind i solcreme, for vi skal køre lige om lidt. Og SÅ starter der et hylekor uden lige! Den ene over udsigten til at få sat hår og den anden over udsigten til at blive smurt ind i solcreme og muligvis også over udsigten til ikke at få sat hår hurtigt nok.

Da jeg efter 5-10 minutter stadig ikke er kommet et endeligt resultat nærmere, men til gengæld er blevet råbt og hylet rigtig meget af, er det jeg kommer til at tabe solcremen lidt hårdt ned i gulvet lige inden jeg tramper ud af værelset og ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med mig selv og i øvrigt har mistet al lyst til overhovedet at tage på stranden med de to tøser – eller nogen som helst andre steder for den sags skyld. Nogensinde.

Hvis de dog bare ville tage og høre efter! Helt ærligt, hvor svært kan det være at forstå?

Jeg kan så som bonusinfo oplyse, at den ellers så smarte spray-solcreme fra Derma altså ikke tåler et (hårdere) fald mod gulv, så hvis man kan undgå dette helt, er det stærkt anbefalelsesværdigt. 

Og når alt dette så er sagt, så synes vi alligevel, at vi har verdens dejligste tøsepiger og vi kigger så tit beundrende på dem, og bekræfter mindst lige så beundrende til hinanden, at dem har vi godt nok gjort godt! For uden at have en decideret italesat strategi for vores opdragelse, så har vi alligevel nok en. Vi prøver os frem-strategien blandet med en lad os se hvordan det går-strategi. Og langt hen ad vejen fungerer dette for os. Vi udstikker nogle spilleregler efterhånden som episoderne opstår eller forandrer sig og efterprøver, hvordan det fungerer for os.

“Sådan gør man ikke hjemme hos os” er ikke rigtig noget vi arbejder med bortset fra på nogle helt grundlæggende områder. Som at, det er mor og far, der bestemmer (og vi forbeholder os retten til at ombestemme os :)). Og så er der udfordringen i det og lige i tiden, nemlig; at man skal høre og efter og gøre som der bliver sagt af mor og far! For hold nu op, hvor er der mange distraheringer og gode undskyldninger, der lige skal formuleres og omformuleres og pailletter, der lige skal kigges på og My Little Pony’er, der lige skal aes og LEGO der skal flyttes lidt på, når man er en tøsepige i 4 – 6 års alderen! Jeg har faktisk prøvet at sige, at jeg ville smelte deres Pony’er i en gryde, hvis de ikke lod dem være om morgenen, når de skulle tage tøj på. Det er ikke vejen frem, kan jeg godt her afsløre (altså ikke at smelte dem, men antyde at ville gøre det).

I det hele taget er jeg meget i mod brugen af “trusler” for at få ens børn til at makke ret, men ikke desto mindre finder jeg ofte ordene “hvis ikke du gør som jeg har sagt, SÅ er der ikke noget xx” (Indsæt selv: hvad man nu har af gulerod, man kan true med at tage fra dem igen) komme ud af min mund.

Det er i hvert fald ét håndgribeligt sted at sætte ind. For nu har jeg set Dr. Phil nok i min tid, til at vide, at man kommer langt bedre med positive tilkendegivelser og ros end med negative irettesættelser. Så den mindste tendens til god opførsel (læs: hvor de gør som der bliver bedt om) bliver omtalt, rost og (på den ene eller anden måde) belønnet. Det er en ting, der lyder ret simpel og egentlig også er det og det er langt sjovere end at gå og blive sur over ting – man skal bare huske det og så virker det faktisk. Men børneopdragelse er mindst lige så meget en form for forældreopdragelse og med to så kvikke og velargumenterede tøsepiger som vores, kan det nogen gange kræve en stor portion disciplin fra os voksnes side, at holde styringen. Men vi gør det og vi gør det godt, hvis jeg selv skal sige det (lige bortset fra, da jeg tabte den der solcreme, som jeg vist kommer til at høre for i lang tid fremover, både fra mine børn og fra min egen lidt flove samvittighed) og vi vokser med opgaven alle fire og det gør mig fortrøstningsfuld i forhold til, at de nok en dag skal formå både at lytte og rette sig efter de ting vi siger til dem.

Og nu ved jeg, I sikkert er mange, der sidder tilbage og tænker: kom de nogensinde på stranden med de stakkels børn – og fik de nogensinde solcreme på? Og til dette kan jeg heldigvis svare, JA det gjorde vi og alle smurt godt ind i en faktor 30 inden vi forlod matriklen og moren har lovet aldrig at tabe solcremen på gulvet igen.

 

Få det hele med Facebook – Bloglovin’ – Instagram