Kan du ikk’ lige fortælle mig om det ydre rum? – en sludder om børn og søstre

Jeg har før sammenlignet Ida og Eva med de Astrid Lindgren’ske figurer Madicken og Lisabeth. Og den sammenligning er ikke blevet mindre sand med tiden. Ida er den modige, seje, iderige og super følsomme storesøster til Eva, den bløde, søde, beundrende, glade og dog til tider temperamentsfulde lillesøster. Når Eva i et stædigt og irriteret øjeblik insisterer på, at Ida ikke må røre hendes dyne, kravler Ida op og holder sig fast i lamellerne fra overkøjen og proklamerer: “se, jeg er et dovendyr!” Og så er Eva blot betaget af sin storesøster igen og ikke det mindste irriteret længere.

Og sådan er de. Eva har sin egen vilje, sit eget temperament og egne skøre ideer. Men hun har også en super sej storesøster med lidt vildere temperament og lidt vildere ideer, der både kan beundres og/eller efterlignes. Som en sand storesøster sætter Ida barren højt, men hjælper (som regel) gerne sin lillesøster med over den.

Eva er med sine 3,5 år midt i trods-alderen, med alt hvad det kan indebære af sure miner over ikke at få sin vilje til en til tider nærmest passive-aggressive opførsel for netop at få sin vilje. Ida er med sine 5 år mere eller mindre ovre trodseriet og er i stedet i gang med det helt store spekuleren. Og det er altså de helt store spekulationer vi her taler om som livets oprindelse, universet og uendelighedsteorier. Dét er jo noget, der kan få det til at rumstere noget i selv de ældste og klogeste hoveder, så ikke noget at sige til, at det kan være svært at kapere for en 5-årig!

De fleste af os har jo (heldigvis) lært, mere eller mindre, at acceptere uforklarligheden af visse ting og jeg må indrømme, at jeg af og til bliver sat til vægs af Idas søgen efter logik. Som f.eks., når man får spørgsmålet: “men hvem er det, der har lavet menneskerne; er det gud eller solen eller kineserne? Jeg forstår det altså ikke!” lige efter man har sagt godnat, og er på vej ud af værelset. Eller jonglerende med madpakker og skiftetøj på vej ud af døren bliver spurgt, “kan du ikk’ lige fortælle mig om det ydre rum?”

Og selvom det ikke altid er helt belejligt eller nemt at svare på, så er det bare virkelig fedt at mærke og se, hvordan de begge udvikler sig og tager viden til sig i takt med at verden (og hele universet, ej at forglemme) bare vokser sig større og større i deres bevidsthed. Og ikke mindst at se, hvordan de bare bliver bedre og bedre søstre til hinanden. Det er i sandhed alt besværet værd – og mere til!