At bo med planter

Jeg er vokset op med stueplanter som en helt naturlig del af indretningen. Med en mor, der har ekstremt grønne fingre har det faktisk nogle gange føltes som en ikke kun naturlig, men også en nærmest dominerende del af indretningen…

Men altså, planter skal der, i min optik, til for at fuldende et hjem. Og en stue virker for mig først rigtig hjemlig, når bøger (som vi dog fornylig har skåret væsentlig væk af), gardiner og planter er på plads. Det hygger, pynter, skaber liv og personlighed i indretningen. Efter vi har fornyet os lidt i stuen har vi fået plads til et par store gulvplanter mere og jeg er svært begejstret for den fuldendthed de bidrager med i rummet.

Der er dog også andre fabelagtige fordele ved at stille lidt planter op inden for. De kan absorbere kuldioxid, flere former for stråling og kemiske stoffer, hvis man skulle have sådan noget svævende omkring. Smart. Og så udskiller de ilt. Dobbelt smart. Specielt her om vinteren, hvor man som regel ikke får luftet helt lige så meget ud som om sommeren (specielt ikke, når stormbøller som Egon river og rusker og truer med at vælte hele stuen med et enkelt vindstød, hvis han først bliver inviteret inden for) og som os har en tendens til at brænde ekstra meget stearin af – der jo stjæler ilten, hvis jeg ikke husker helt forkert fra mine biologitimer?